Boghandleren i Kabul

Citat
”Det damper fra de nøgne kroppe. Hænderne bevæger sig i hurtige, rytmiske bevægelser. Solstrålerne smyger sig ind gennem to glughuller i loftet og giver bagdelene, brysterne og lårene et malerisk lys. Kroppene i det varme rum kan først kun skimtes gennem dampen, indtil man vænner sig til det magiske lys. Ansigterne er koncentrerede. Dette er ikke nydelse, det er hårdt arbejde.”
”Boghandleren i Kabul”, s. 146.

”Bokhandleren i Kabul. Et familiedrama” (”Boghandleren i Kabul, et familiedrama”, 2003) udkom på norsk i 2002 og blev en verdensomspændende bestseller.

Baggrundshistorien for bogens tilblivelse er et møde med en boghandler i Kabul i foråret 2002. Efter terrorangrebet mod New York 11. september 2001 rejste Åsne Seierstad som krigskorrespondent til Kabul, og det var i tiden lige efter Talibans fald, at hun mødte boghandleren og besluttede sig for at skrive en bog om ham og hans familie. Hun opholdt sig hos familien i flere måneder og indsamlede materiale til bogen i form af interviews med familiemedlemmerne og observationer af deres hverdag.

”Boghandleren i Kabul” begynder med historien om, hvordan det gik til, at boghandleren, Sultan Khan, tog sig en ny kone. Han havde én kone i forvejen, men mente, at det var på tide at få sig en til. Valget faldt på den 16-årige Sonya.

27173780

I begyndelsen syntes forældrene, at hun var for ung, men en tilstrækkelig høj brudepris fik dem alligevel til at acceptere det arrangerede ægteskab.

Bogen er skrevet fra en alvidende fortællerposition, der skiftevis kan gå ind og ud af personernes bevidsthed og som rapporterer om den politiske situation, de skikke og forbud, som især kvinderne må indordne sig under. Kompositorisk er bogen bygget op som korte, tidsspringende nedslag i familiens liv; i et tilbageblik hører vi om det religiøse politi, der konfiskerede bøger fra Sultans butik, og i et nutidsspor følger vi hans første kone Sharifa som føler sig tilsidesat, da den nye kone Sonya flytter ind. Snart melder en baby sin ankomst, og den yngste datter Leila får endnu mere husarbejde at se til med de nye familiemedlemmer i huset.

Genremæssigt kan bogen betegnes som litterær reportage, på den måde at Åsne Seierstad benytter sig af litterære virkemidler ved at skrive fra de interviewede personers synsvinkel. I et sansemættet og ligefremt sprog skriver Seierstad indlevende om de portrætterede familiemedlemmer og om den patriarkalske familiestruktur, som styrer deres liv.