Ingen verdens ting

Citat
”Men så en dag kom krigen selv helt op til huset og bankede på. Krigen var ikke som man skulle tro. Ikke som Clara og spejlet havde forestillet sig. Den havde ikke horn, og den havde ikke klør, den havde ikke skæl og ikke en hale, den havde ikke røde øjne. Den lignede ikke de drager som de havde hørt historier om. Krigen havde ikke noget ansigt. Den kunne hverken tale eller høre, den havde hverken arme eller ben. Det er svært at forklare. Krigen var der bare. Indtil den ikke var der mere. Så tog den videre, og nu er den et andet sted – hos nogle andre.”
”Ingen verdens ting”, s. 5.

”Ingen verdens ting” er en illustreret børnebog, som Martin Glaz Serup udgav i 2017. Det er en fortælling om krig og venskab fortalt af Clara, som oplever krigen helt tæt på. Clara er en dør, og hun sidder i et hus, som er lige så gammelt som hende selv. Det er fra hendes synsvinkel, at historien er fortalt. Hun er lavet af træ og har kunnet tale, siden hun fik et dørhåndtag. Når ting bliver tillagt menneskelige følelser og bevidsthed, kaldes det besjæling. Talende ting kender vi især fra eventyrgenren, og H.C. Andersens historie om tepotten er et eksempel på et eventyr, der benytter besjæling som fortællergreb. Den type eventyr, hvor handlingen er fortalt fra en genstands synsvinkel, kaldes også for tingseventyr.

Clara bliver venner med spejlet, som hun kan tale med. Krigen bryder ud. Familien, der altid har boet i huset, må flytte, nye mennesker flytter ind, og det er en forvirrende periode for Clara og spejlet. Tingene fra huset forsvinder. Det er altså ikke kun menneskene, der mister dem de holder af, også Clara og spejlet oplever, at de mennesker og andre ting som de synes om, forlader huset eller forsvinder.

53664938

Vinteren kommer og menneskene fryser, så de må brænde træsengen for at få varmen, sengen skriger, alle skriger. Gennem de forsømte tings perspektiv skildres krigens konsekvenser: den er udmattende og uforståelig. Vi er i stand til at forestille os ting, der bliver levendegjort, men det er svært at forestille sig, hvordan krigen ser ud. I fortællingen får tingene liv, men krigen har ikke noget ansigt. Tingene får stemmer, men krigen er stum. At lade ting fortælle historien giver den effekt, at de bliver et spejl for vores tanker og følelser. Som læser kan man både føle sig lidt på afstand af handlingen, fordi det er genstande og ikke mennesker det sker for, samtidig med, at de levendegjorte ting også vækker genkendelse.

Cato Thau-Jensens illustrationer er foruroligende og udtryksfulde, og de er med til at gøre tingenes liv i huset endnu mere livagtigt.