Autofiktiv sorglitteratur er ikke nogen ny opfindelse, men der har de seneste år været stor fokus på en række udgivelser, der er beslægtede med Carolina Setterwalls debut. Særligt den svenske forfatter Tom Malmquists ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” fra 2015 (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016) har et markant slægtskab med ”Lad os håbe på det bedste”. Ligesom hovedpersonen Carolina mister Tom også uventet sin partner, da hun højgravid indlægges med voldsomme åndedrætsproblemer, der viser sig at skyldes akut leukæmi. I begge romaner følger vi hovedpersonernes tilværelse tæt i en periode, hvor de meget pludseligt er eneforældre til et lille barn, de skal tage vare på, samtidig med at de står midt i en sorgproces. Stilistisk bærer Malmquists roman præg af at være forfattet af en poet, der midt i dagligdagsbeskrivelserne bruger sproget til at potensere erindringsglimt, der genkaldes og vokser gennem sproget, mens Setterwalls tone gennemgående er mere ligefrem og i højere grad minder om dagsbogsoptegnelser eller hverdagslige blogindlæg.
På dansk udkom i 2017 Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, der handler om sønnen Carls pludselige død. Det er en poetisk famlende og associerende sorgbeskrivelse, der i forsøget på at begribe sorgens væsen går i dialog med en lang række litterære værker om emnet, både verdenslitteraturen og ordbogsoplag. Ligesom i Setterwall og Malmquists romaner er tabet den altomvæltende tragiske begivenhed, der i første omgang sætter sig som et chok og derefter afføder et forsøg på at sprogliggøre den sorg, skyldfølelse og afmagt, der følger. Her skriver Aidt blandt andet om sprogets forhold til sorg: ”Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer. Det er ikke muligt at skrive kunstfærdigt om rå sorg. Der er ingen form, der passer”. (”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, s. 131).
En af de forfattere, Aidt refererer til, er amerikanske Joan Didion, som også Carolina Setterwall i interviews har udtrykt stor beundring for. Didion udgav i 2005 det autofiktive romanværk ”A Year of Magical Thinking” (”Et år med magisk tænkning”, 2012), der er blevet et moderne hovedværk inden for det, man kan klassificere som autofiktiv sorglitteratur.