Genrer og tematikker

”Lad os håbe på det bedste” handler om sorg som meget konkret størrelse, der former og forandrer alle aspekter af hverdagen. Fordi forløbet er fortalt i romanform, gives der plads til alle de mudrede aspekter ved en kærlighedsrelation og en sorgproces, hvor tvivlen, bitterheden og de modsatrettede følelser også får lov at fylde. Carolina Setterwall har beskrevet, hvordan hun med romanen håber på at nuancere forestillingen om, hvordan sorg ser ud: ”Vi har et ensporet billede af sorg. At det er rene tårer og savn, men sorg indeholder meget mere. Vi er gode til at gentage samme beskrivelse af sorgen, fordi det er den, som er accepteret. Jeg ville beskrive det, som jeg ikke synes, ret mange andre har beskrevet. At min sorg var lidt beskidt i kanterne, ligesom livet er.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

Et væsentligt tema i romanens fremstilling af at miste er den skyldfølelse, Carolina har over at have været en dårlig kæreste i deres sidste tid sammen. Forestillingen om at være skyldig i Aksels død ved at have presset ham for meget i tiden op til dødsfaldet bliver ved med at rumstere, selvom han beviseligt døde af et hjertestop, mens han sov. Carolina Setterwall har beskrevet den følelsesmæssige uro og uafklarethed således: ”Jeg har stadig svært ved at finde ro ved de sidste dage og uger. Bare en lille ting som at vi ikke kyssede hinanden godnat den sidste aften, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst sagde, at jeg elskede ham. At vi skændtes om hans barsel, men at jeg ikke sagde, at han var et fantastisk menneske. Det jager mig stadig. Jeg er ikke kommet mig over, at vi tog hinanden for givet til sidst.” (Kirsten Nilsson: Vi kyssede ikke hinanden godnat den sidste aften. Politiken, 2019-02-10).

Generelt må den selvbiografiske fortælling siges at tematisere udfordringerne i det moderne parforhold på en måde, der er mindst lige så optaget af hverdagens frustrationer som forelskelsesglimt i fremstillingen af en småbørnsfamilie i 2010’erne.