Mary Shelleys novelle ”The Mortal Immortal” fra 1833 (”Dødelig udødelig”, 1994) blev første gang udgivet i det britiske litterære tidsskrift ”The Keepsake” – på den tid et nedvurderet tidsskrift for primært unge kvinder, som ikke desto mindre udgav adskillige digte, noveller og essays af Romantikkens digtere og intellektuelle.
I novellen lader den fattige og unge Winzy sig ansætte af den tyske alkymist Cornelius Agrippa. Samtidig er han hovedkulds forelsket i sin barndomsveninde Bertha, en narcissistisk ung pige, der bliver urimeligt sur, når Winzy bliver opholdt på grund af travlhed i alkymistens værksted. Som hævn begynder hun at se en anden ung mand.
Travlheden i Agrippas værksted skyldes, at alkymisten er ved at udvikle en ny eliksir, som ifølge Agrippa er en trylledrik, der helbreder kærlighed. En dag får Winzy til opgave at holde øje med eliksiren, der står og bobler på sit blus, mens den gamle får sig en lur, og i håb om at Agrippas drik kan kurere hans hjertesorg, bestemmer Winzy sig for at smage på drikken. Men i stedet for at få Winzys følelser for Bertha til at forsvinde, forstærkes de, og også Bertha smittes af trylledrikkens virkning. Senere afslører Agrippa på sit dødsleje, at han med eliksiren har forsøgt at frembringe en udødelighedsdrik, og som årene går må Winzy indse, at han forbliver ung, mens hans Bertha ældes.
”Dødelig udødelig” er skrevet i jegform og i en meget ligefrem stil, der gør, at det er let at forstå, at novellen i sin samtid blev kategoriseret som letfordøjelig triviallitteratur. Med sit enkle plot og persongalleri og fantastiske elementer kan novellen måske minde om eventyrets formler, blot tilsat lidt psykologisk dybde. Ligesom resten af Mary Shelleys forfatterskab er det overnaturlige og fantastiske omdrejningspunktet for handlingen i novellen ”Dødelig udødelig”, og symptomatisk for hendes forfatterskab er hun i novellen optaget af grænsen mellem liv og død.