Med ”Frankenstein” skrev Mary Shelley sig ind i den gotiske romantradition, som især blev populær i engelsk litteratur i slutningen af 1700-tallet, hvor blandt andet Ann Radcliffe med sine gysere blev eksponent for genren. I den gotiske roman bliver alt det, som fornuften ikke kan forklare, udforsket, og kulissen er ofte et gammelt slot eller herregård, hvor det ikke skorter på spøgerier. I ”Frankenstein” har Mary Shelley skiftet det hjemsøgte slot ud med videnskabsmandens laboratorium, og i grænselandet mellem nye videnskabelige frembringelser og alt det, som videnskaben endnu ikke kan levere svar på, opstår Frankensteins uhyrlige skabning. Andre af Mary Shelleys værker grænser op til eventyret og fantasy-genren, som f.eks. ”Dødelig udødelig”, hvori der fantaseres om en eliksir, der giver evigt liv, ligesom hun også har skrevet science fiction-værker, f.eks. ”The Last Man” (1826) om en virusepidemi, der i 2096 udsletter hele Jordens befolkning.
Mary Shelley skrev sine værker i en brydningstid, hvor naturvidenskab vandt større og større interesse rundt omkring i samfundet. I både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er der referencer til videnskabsmænd og naturfilosoffer, f.eks. alkymisten Cornelius Agrippa, der levede i reformationens år. I frembringelsen af Frankensteins skabning har Mary Shelley helt konkret været inspireret af galvanismen, et videnskabeligt forskningsområde i begyndelsen af det 19. århundrede, som eksperimenterede med, hvordan elektriske impulser kunne få biologisk muskelvæv til at trække sig sammen og altså ”genoplive” vævet.
Derfor er Mary Shelleys værker også ret tidstypiske. Tidstypisk er også geniet, videnskabsmanden eller digteren, der er et kendt motiv i den romantiske digtning, hvor Prometheus-figuren blev hyldet som et symbol på menneskets friheds- og virketrang. Men Mary Shelley er optaget af denne fortællings skyggeside, når videnskabsmændene uforvarende kommer til at række for langt, og deres bedrifter får utilsigtede menneskelige omkostninger og i stedet for triumf ender i tragedie.
Udover en optagethed af grænsen mellem liv og død er et af de helt store temaer i Mary Shelleys forfatterskab ensomhed og i det hele taget de skamfulde og mørke følelser i mennesket. Selvom døden på flere forskellige måder er omdrejningspunkt for karakterer og handling i både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er det i virkeligheden den smertefulde ensomhed, der synes at være kernen i tragedien.