De første sætninger i ”En mindre detalje” lyder: ”Intet bevægede sig bortset fra luftspejlingen. De golde vidder strakte sig lydløst og sitrende mod himlen, mens eftermiddagssolens skarpe lys næsten udviskede konturerne af de bleggule sandbanker.” (s. 5). Det kunne næsten være en poetik for bogen: lydløst og sitrende.
Stilheden er et motiv, der antager mange forskellige former i Shiblis bog. Den kan både være urovækkende og ildevarslende, som her, eller sitrende ubehagelig, som når den unge pige voldtages, og man kun hører sengen knirke. Men den kan også være den måde, nogen gøres tavs, den måde en historie bliver gjort uvæsentlig og kun nævnt med en kort notits i avisen. Det kan også handle om at bryde tavsheden, som for den unavngivne hovedperson i Ramallah, der ikke kan give slip på denne mindre detalje, og som forsøger at få stilheden til at tale. Noget, Shibli også talte om i et interview med Politiken, hvor det refereres som følger: ”Adania Shibli har holdt foredrag om stilhed i litteraturen og beskriver selv, hvordan hendes skrivning foregår i stilhed, at stilheden også kan sige noget. Og at man især ikke må tro, at stilhed betyder resignation, at stilheden holder kæft. Stilheden kan være en tøven, en tænksomhed, en modstand eller en passen på sig selv.” (Felix Thorsen Katzenelson: ”I ødelagde Palæstina, men se, hvad I skabte”. Politiken, 2024-09-07).
Shiblis roman er også fuld af dyr. Officeren bliver bidt eller stukket af noget, og hans sår begynder at gå i betændelse og rådne. En hunds gøen blander sig med den unge piges klynken, og den sparkes med samme skødesløshed som hende. Hun anses for mindre end menneske, som dyr. Noget der har dybe rødder i kolonihistorien, at de hvide kolonimagter retfærdiggjorde deres vold over for indfødte befolkninger ved at kalde dem for dyr, der skulle civiliseres. Også i bogens anden del er der ofte en hund, der gør eller hyler i baggrunden. Det tjener mange formål, bl.a. minder det læseren om den utrygge situation, hun befinder sig i, når hun kører rundt og i tide og utide skal passere gennem israelske checkpoints.
Shiblis skriver med en præcision og en omhu, som er slående. Hun skriver sjældent om karakterernes indre følelsesliv i floromvundne sætninger. Snarere beskrives deres handlinger med en kølighed og en distance. Hendes evne til at skrive det uhyggelige og ubehagelige frem skyldes ikke mindst hendes præcision. Det uhyggelige ligger ofte i det, der ikke bliver sagt, i stilheden.