Baggrund

Citat
”Der var et eller andet ved denne familie, som gjorde, at det rette tidspunkt aldrig kom. Det var altid lige på trapperne, men de nåede aldrig frem til det. De var som et par æsler i en af de tegnefilm, hvor dyrene har en gulerod bundet til en gren dinglende ned foran mulen.”
”Tavshed”, s. 212

Yrsa Sigurðardóttir er født i 1963, bosat på Island og uddannet civilingeniør på universitetet på Island, Háskóli Íslands, i 1988. Hun har en karriere som civilingeniør i virksomheden Fjarhitun ved siden af forfatterskabet, der er gået fra børnebøger til krimiromaner. Først med serien i fire bind om den enlige mor og advokat Thora som den bærende karakter og senere med efterforskningsparret Huldar og Freyja, der indtil videre rummer seks selvstændige bind. Hun er en yderst produktiv forfatter og har indimellem serierne også skrevet tre selvstændige romaner inden for gys- og krimigenren.

Yrsa Sigurðardóttir fortæller i et interview i Politiken (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31), at hun aldrig har set sig selv som krimiforfatter – og egentlig havde lagt sit forfatterskab på hylden efter den femte børnebog. Men tre kapitler og et anslag til en krimi fik så stor opmærksomhed på en bogmesse i London, at hun lavede en aftale med et forlag om at starte en krimiserie om den fraskilte mor og advokat Thora og antihelten Huldar, der er ansat i politiet.

Selv fortæller hun om sine karakterer: ”Jeg bryder mig ikke om perfekte personer, og jeg kender heller ikke nogen. Den type personer er nok et ret skandinavisk træk. Vi kan lide antihelten, og det begynder allerede, når vi er børn. Vi elsker Anders And, men ikke Mickey Mouse.” (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31).

Yrsa Sigurðardóttir har skrevet bøger siden 1998, er gift og har to børn. Selvom hun er succesfuld som forfatter og kunne skrive på fuld tid, foretrækker hun at veksle mellem at skrive og arbejde som ingeniør, da hun med sine egne ord søger samarbejdet og ”har behov for at se noget lykkes noget oftere.” (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31).