Syv nætter

Citat
”Hver aften klokken syv ville han kontakte mig og sende mig ud på en tur gennem byen. Hver gang skulle jeg møde en synd, en af de syv dødssynder. ”Så du kan finde en synd, du har det godt med. Eller vende dig bort fra dem for altid”, som han sagde. En hel nat ville han give mig til at lede efter stormen og selv sætte den i gang. Men når det blev morgen, skulle jeg have skrevet noget.”
”Syv nætter”, s. 23.

Simon Strauss var 29 år gammel, da hans debutroman ”Sieben Nächte” udkom i 2017 (”Syv nætter”, 2019). ”Før begyndelsen” hedder første kapitel, der begynder med, at jeg-fortælleren skriver et afskedsbrev for at markere overgangen til den manddomsprøve, han vil udsætte sig selv for. Han har nemlig indgået en pagt, der går ud på at begå syv dødssynder over syv nætter. Efter hver nat skal han beskrive, hvad der skete. Allerede på første side etableres et metaplan, der udvisker skellet mellem fortæller og forfatter, da det er jeg-fortælleren S., der skriver historien frem. S. mimer altså den virkelige forfatter Simon ved at indtage den skrivendes rolle. Som læser har man en følelse af, at hovedpersonen betror sig til én, at det er læseren som er modtageren af brevet og beretningerne, han skriver ned, og det afstedkommer en særlig inderlighed.

46139143

S. er i slutningen af 20’erne og betragter trediverne som begyndelsen på det rigtige voksenliv, et voksenliv, der på ingen måde virker appellerende med alle de forpligtelser, som følger med fuldtidsarbejde, huskøb, ægteskab og børn. Det er netop det voksenliv, han frygter. Han er bange for at blive fanget i den borgerlige livsforms konformitet, bange for, at vanerne vil bedøve følelserne, og at livet bare vil glide forbi, uden han rigtig er tilstede.

Jeg-fortælleren drømmer om et alternativ, om at skabe en gruppe med navnet ”Den nye sanselighed” som skal give plads til følsomhed og indgyde håb om en anden, større verden. En gruppe som dyrker lysten til det naive, fantasifulde og hemmelige. Alt det som han er bange for at skulle give afkald på, hvis hans liv fortsætter i det forventelige spor. Men inden verden kan blive sådan, må han ændre sig selv. Han må gennemleve de syv dødssynder for at kunne træffe beslutningen om, hvad det er for et liv, han vil leve.

Romanen er inddelt i kapitler efter de syv dødssynder: Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (utugt), Indvidia (misundelse), Gula (fråseri), Ira (vrede), Acedia (dovenskab). Handlingen har et fremadskridende forløb, og genremæssigt blandes stiltræk fra autofiktion og essaygenren med den reflekterende sprogform.