I Inger Smærup Sørensens ”Dødsbo” forsøger en kvinde uden navn at udviske sin identitet, indgå i en alliance med provinsen og i det hele taget holde sig for sig selv. En anden dansk forfatter, der excellerer i at skildre jegsvage kvinder i provinsen, er Helle Helle, der også skriver romaner med sparsom ydre handling. Til fælles har de to forfattere en opmærksomhed på ord og sprog og på at fremskrive næsten umulige fortællepositioner, ligesom de deler en omsorg for de ting, vi omgiver os med og som kan bruges på alskens måder. I Helles roman ”Hafni fortæller” (2023) siger Hafni i telefonen: ”Jeg vil ikke være mig. Jeg vil lave mig selv om.” (s. 10) og det samme kan siges at gælde for hovedpersonen i ”Dødsbo”.
I Kirsten Hammanns ”Vera Winkelvir” fra 1993 går Vera rundt og er opfundet som et stykke tekst, og trods oplagte forskelle mellem denne og ”Dødsbo” er der nogle ligheder med et latent raseri hos hovedpersonen, en form fuld af gentagelser og sproglig nærhed.
Theis Ørntoft skriver i sin murstensroman ”Jordisk” fra 2023 også om klimakrise og de forandringer, den medfører for mennesket. Som Nanna Mogensen fortæller i et interview med Inger Smærup Sørensen i programmet Skønlitteratur på P1, så er Ørntofts tese ”baseret på en tænker, der hedder Donna Haraway. Det her med, som han siger, staying in the trouble, blive i besværet, have øje også for de små ting, at de har betydning, når man lever i den katastrofetid, vi lever i.” (Skønlitteratur på P1: Farvel til dystopierne! Dr.dk, 2024-03-27). Donna Haraways bog ”At blive i besværet” udkom på dansk i 2021. Mogensen fortsætter, at Inger Smærup Sørensen går skridtet videre og siger, at vi ikke bare skal have opmærksomhed på de små ting, vi skal nærmest blive de små ting, blive det tankeløse insekt.