Allerede fra begyndelsen af ”Dødsbo” indvarsles katastrofen: ”På et tidspunkt ville verdenshavene vælte ind over det hele. Det ville ikke lyde som en bølge, men som et brag. Et brag og så en summen. Måske.” (s. 12). Herefter bliver vers kædet sammen ”i en underlig dommedagsopera”, orkestret spiller som på den synkende Titanic, og det er den menneskeskabte klimakrise, der rammer os. Under den lavmælt poetiske prosa raser klimaangsten og får hovedpersonen til at trække sig fra verden og flygte fra det, der tydeligvis ikke virker: arbejdet i Styrelsen, hvor floskler og magtbegær vægter højere end reel handling. Det politiske perspektiv indebærer også et lidt vredt feministisk blik på patriarkatet og et forsvar for dem, der har betydning, men ingen magt, græsfluer for eksempel (s. 182).
”Dødsbo” finder sted i en lille landsby med alle de interne hierarkier, der hører til i en sådan. Den synsvinkelbærende hovedperson afdækker både, hvad hun får fortalt om ”klanerne” og hvad hun selv observerer af tyste koder og taleformer. Fællesskaberne er måske ikke for alle, og den introverte kvinde ser sig selv som en, der iagttager dem mere end hun tager del i dem. Og som der med en for romanen typisk småmunter formulering står: ”Fællessang forfører. Pas på fællessang.” (s. 191).
Det er i høj grad en sproglig roman med dens sanseligt registrerende sætninger, de umærkelige skift i perspektiv og den tydelige diktion i replikker; der er halve sætninger, opremsninger og gentagelser og en eksplicit optagethed af ord og deres bestanddele. Den nære opmærksomhed gælder også verden omkring kvinden i en nøjsom omsorg for ting, for alle levende væsner og for de mennesker i fjerne lande, hvor klimakrisen har endnu større påvirkning. Værdien af empati og etik træder frem gennem teksten som det håb, vi har at klamre os til. Og der skal et større perspektivskifte til, hvis vi skal forbinde os mere bæredygtigt med jorden: ”Det var en god tanke at der måske var forskellige arter blandt menneskene. Forskellige arter, som alligevel kunne kommunikere sammen og forstå hinanden. Det åbnede op for kommunikation med og forståelse for andre dyrearter, måske endog de hvirvelløse dyr, de allerallermindste. Eller endnu bedre planterne. Træerne og algerne. Mellemartsligt samvirke.” (s. 69).