Karin Smirnoff skriver en form for hjemstavnslitteratur, som man kan sammenligne med danske Erling Jepsen. I Jepsens bøger fra Sønderjyllands småbyer er der også incest, svigt og umælende fællesskaber, og han beskriver også de fatale følger, en skadet barndom har.
Svenske Åsa Linderborg har i sin roman ”Mig ejer ingen” (da. 2008) fortalt en brutal historie om at vokse op i et hjem uden overskud – men med kærlighed – og om ufuldstændige relationer mellem børn og forældre. I lighed med Smirnoff fortæller hun med en lakonisk distance til de grundtriste erfaringer af svigt og misbrug.
Den form for menighed, Smirnoff skriver frem i ”Vi tog op med mor”, minder om trosretningen læstadianisme, der har mange følgere i det allernordligste Sverige og Finland. Finsksvenske Mikael Niemi har også i flere af sine romaner været optaget af læstadianere, og i ”At koge bjørn” (2018) er den historiske vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius ligefrem en af karaktererne.
Hvordan det er at leve med alkoholiserede forældre, er der også mange skildringer af i litteraturen. På dansk jord har bl.a. Sissel Bergfjord og Liv Nimand Duvå i henholdsvis ”Sortedam” fra 2012 og ”Vi er vel helte” fra 2017 skrevet om at vokse op hos en mor og en far med et alkoholmisbrug. Morten Pape har i sin debut, ”Planen” fra 2015, genbesøgt sin barndoms sociale boligbyggeri med den menneskelige armod og forråelse, han mødte der.
Smirnoff skriver sig ind i en lang svensk tradition for arbejderlitteratur, der fik sit gennembrud i mellemkrigstiden med Moa Martinson (1890-1864), Ivar Lo-Johansson (1901-90) og Harry Martinson (1904-78), og som i de senere år har været defineret af forfattere som Susanna Alakoski, Kristian Lundberg og Aino Trosell.