Der er en dyster virkelighed i Karin Smirnoffs romaner, der kan synes håbløs, men som beskrives humoristisk og distanceret. Smirnoffs litterære verden er afsidesliggende nordsvenske småbyer, hvor der findes en tavshed til enhver situation, og hvor menneskets rå og ubarmhjertige sider råder. Begær, drift og længsler definerer samværet, ligesom løgne og hemmeligheder gør det. Men midt i omfattende omsorgssvigt, incest og overgreb er der alligevel spor af kærlighed blandet med had, og hovedkarakteren Jana er ofte i tvivl om, hvad hun føler – og hvad hun erindrer. Og hvis ens erindring spiller en et puds, hvem kan man så stole på kan formidle ens liv sandfærdigt? Og er det overhovedet muligt? Det virker til, at huller i erindringen er en overlevelsesstrategi for det skadede barn.
Naturen spiller en væsentlig rolle for Jana og for samfundet generelt: Den trænger ind der, hvor kulturen engang var, og den tilbyder Jana et tilgivende frirum. Den menneskelige natur – i form af begær, afhængighed, voldstilbøjeligheder og tilknytningsproblematikker – viser sig ofte at være stærkere end det kulturelt tillærte og accepterede. Gennem romanerne taler Jana både med dyr, døde mennesker og naturen rundt omkring sig som det mest selvfølgelige, da hendes verden ikke er afgrænset, men helt åben.
Selvom romanerne graver dybt i nogle af de mindre velfungerende dele af det svenske velfærdssamfund, er de ikke som sådan samfundskritiske. Jana arbejder i et tydeligt trængt sundhedssystem, hvor der knap er tid til en kop kaffe med patienterne, men det fremstilles mere som en præmis end som en kritik. På samme måde er religionskritikken fremstillet i skildringen af den nordsvenske menighed, uden at romanen bliver til et partsindlæg.
Med simple midler portrætterer Smirnoff mennesker, så man kan fornemme dem og deres lugt og deres mission i livet. Her kommer Jana hjem til Jussi for første gang: ”Kaffe brænde stegepande piberøg og noget kemisk. Måske brændevin. Sæbe barbersprit mug. Vådt undertøj kostald. Maskinolie læderfedt og nybagt.” (”Vi tog op med mor”, s. 28). Det er en sanselig og stemningsfuld beskrivelse af et køkken, et hjem, et menneske, en kultur, udelukkende ud fra rummets dufte.
Med romanernes mange udøvende kunstnere og diskussioner af, hvad kunst er – og hvem der har retten til at definere det – bliver trilogien også en undersøgelse af det skabende menneske. Jana opfatter f.eks. ikke selv sine lerfigurer som kunst, men som ”æltede minder” (”Så tog jeg hjem”, s. 94).
Sprogligt er Smirnoffs bøger ganske originale, som de er skrevet uden anden typografi end punktum og med de almindelige grammatiske regler suspenderet. Der er næsten umærkelige skift i fortællingens tid og sted og indlejrede dialoger uden markeringer. Måske er der brug for et sprog uden regler til at beskrive et liv, hvor reglerne er sat ud af spil. Selv har Karin Smirnoff fortalt, at hun bl.a. har udeladt tegnsætning for at være tvunget til at skrive kortere sætninger og på den måde opretholde et højt tempo i romanerne.