Du får den tid du har brug for sagde han tit.
Det vil alligevel ikke være nok tænkte jeg.
Til sidst var selv jussi blevet træt af at vente på noget der aldrig ville komme.”
Karin Smirnoff udgav i 2020 ”Sen for jag hem” (”Så tog jeg hjem”, 2021), der er sidste del af trilogien om Jana Kippo. Bror er død, men lever videre i Jana, der mangler sin ene halvdel, og som fortsætter med at tale med Bror og spørge ham til råds i sit liv.
Efter Brors begravelse, som efter trusler fra Pastor Silas i menigheden blev forrettet i Kukkojärvi, tager Jana til Stockholm, hvor hendes lerfigurer skal udstilles. Som en skamskudt fugl er hun til ferniseringen med kultureliten, sin datter Diana, Johns ekskæreste Pirjo og den tiltrækkende Nikki, som hun følges hjem med sidst på aftenen. Nikki ligner både Jana og Bror, og de indleder et porøst forhold defineret af spejlinger og sex. Nikkis far Mikkel er kunstner, og Jana rejser vestpå for at møde ham og lære om at være stenhugger. Det bliver til nogle rørende og oprørende dage på en øde ø i stormvejr, hvor både hun og Mikkel lærer mere om sig selv og deres fortid. I hvert fald bliver Jana udfordret på at forstå Mikkel og med ham de mandeskikkelser, hendes liv er fyldt af; fåmælte, voldelige og afstumpede mænd, som hun alligevel drages mod for at få nærhed og opmærksomhed. I tilbageskuende kapitler hører vi om den voldelige relation, Jana som ung kvinde i Stockholm var i med stjernepsykopaten Steven King, hvilket udfolder trilogiens undersøgelse af magt og vold. Jana nægter at være offer, så hellere gerningsmand.
Tilbage i Smalånger ligger John kræftsyg for døden, Jana stempler ind i hjemmeplejen, og gamle relationer får nye betydninger. Løbende reflekterer Jana over sin egen mislykkede indsats som mor og forsøger at forstå sin egen mor, mens hun med åbne øjne holder sin datter ud i strakt arm, fordi relationen er for kompliceret og forbundet med skammen over ikke at slå til. Igen og igen afviser hun dem, der faktisk vil hende det godt. Selvom hun er på vej et andet og måske sundere sted hen, så erfarer hun både i forhold til sig selv og andre, at det ikke er så nemt for mennesker at forandre sig.
Med stor sympati skildrer Smirnoff Jana Kippo som et skadet, men omsorgsfuldt menneske. Særligt i sit arbejde i hjemmeplejen kan hun yde den omsorg, hun selv har svært ved at tage imod. Hun skaber tillidsfulde relationer og kan se mennesker, som dem de er.