I 2019 udgav Karin Smirnoff andet bind i sin trilogi om Jana Kippo. ”Vi for upp med mor” (”Vi tog op med mor”, 2020) fortsætter, hvor ”Jeg tog ned til bror” slap. Jana og Brors mor er død, og de kører hende nordpå til hendes fødeby Kukkojärvi i Norrbotten, hvor hun har ønsket at blive begravet. Der møder de et utal af fætre og kusiner og ikke mindst det hus, moderen har efterladt dem. I huset bor den voldelige alkoholiker Kimmo og hans gravide kæreste Magdalene, der er tvillingernes kusine. Jana opsøger sin fætter Jussi, som hun indleder et forhold til og flytter ind hos.
Bror bliver betaget af den lokale menighed, der tilbyder det fællesskab, han har brug for. Den lille by har en lang historie inden for denne menighed, der minder om læstadianisme (der har stor tilslutning i det nordlige Sverige og Finland og som virker gennem syndsforladelse, afholdenhed og et rigidt regelsæt). Er man ikke en del af menigheden, bliver man ekskluderet fra lokalsamfundet. Det mærker Jana hurtigt igennem den målrettede modstand, hun møder fra præsten, politimanden og skolelederen, der har ansat hende til at undervise i billedkunst på skolen. Janas oprørstrang byder hende at undervise i andet end gudstro, og det får konsekvenser.
Også denne roman er skrevet i et kompakt sprog, der tvinger en til at læse langsomt og grundigt. Igen er der et clash mellem de ekstremt voldsomme hændelser og den lakoniske, næsten distancerede beskrivelse af dem. Vold, incest, voldtægt, svigt og sygdom er hverdag i det lille samfund, hvor man tier, hvis man ved for meget, og hvor spørgsmål om skyld og tilgivelse altid er aktuelle.
Det bliver tydeligt, hvor lange spor en skadet barndom trækker efter sig. Jana evner ikke at knytte sig til andre end sin bror, hverken til sin datter Diana, der insisterer på kontakt, eller den elskelige Jussi, der tilbyder hende et hjem og en familie. Spørgsmålet gennem romanen er, om mennesker kan forandre sig, eller om de følger en forudbestemt livsbane.
Jana søger trøst og tilflugt i naturen, når hun er trængt. Der er der ro og en ægte tilgivelse, som ikke kræver syndsforladelse. Skoven dømmer ikke, og den forventer ikke at få noget igen. Skoven, sneen, himlen og ikke mindst Sirius-stjernen er de eneste faste holdepunkter i Janas liv.