Ali Smith er en skotsk forfatter, intellektuel, dramatiker og journalist, der er født i Inverness i Skotland i 1962. Hun har udtalt, at hun skriver, fordi hun kan – og ikke er interesseret i hverken interviews eller berømmelse. Forfatterskabet er kendetegnet ved at nære høje intellektuelle forventninger til en læser, der forudsættes skarp – som Ali Smith selv – på både verden, den menneskelige psykologi og menneskelige relationer. Vi har altså her at gøre med en forfatter fyldt med kulturelt overskud, som kender de klassiske græske myter og Shakespeare til fingerspidserne, og som jonglerer elegant med alt fra renæssancekunstens freskoer til moderne kunst. Charlie Chaplin danser side om side med Rainer Maria Rilkes strofer, og det hele levendegøres i en let og ofte humoristisk tone.
Ali Smith studerede engelsk sprog og litteratur på University of Aberdeen fra 1980-85. På Newham College i Cambridge arbejdede hun på en ph.d. i irsk og amerikansk modernisme, samtidig med at hun underviste. I 1990 flyttede hun til Edinburgh og underviste på University of Strathclyde, men da hun blev ramt af kronisk træthedssyndrom, måtte hun trække sig. Det åbnede mulighed for at prøve sig selv af som fuldtidsforfatter, og i 1995 kom debutværket, novellesamlingen ”Free Love and Other Stories” og i 1997 debutromanen ”Like”. Med ”En fremmed banker på” (2006) debuterede hun på dansk, og ”Begge dele” (2015) indbragte hende adskillige priser og international anerkendelse.
Mest kendt er årstidskvartetten ”Efterår” (2018), ”Vinter” (2019), ”Forår” (2020) og ”Sommer” (2021), der ofte fremhæves for at skildre tiden i kølvandet på Brexit. Værkernes kompleksitet kan dog ikke reduceres til en politisk replik, da de fungerer overbevisende som værker i sig selv. Om det usædvanlige projekt fortæller Ali Smith: ”Jeg spurgte, om jeg måtte skrive fire bøger på fire år og få dem udgivet så tæt på, at jeg havde skrevet dem, som muligt. (…) Jeg begyndte, før de politiske forhold – lokalt og internationalt – forandrede sig. De forandrede sig, mens jeg skrev. Jeg erkendte endnu en gang, at vi ikke vælger, hvornår vi vil skrive en bog; det er bogen (eller fire bøger), der vælger, hvornår de vil skrives.” (Kathrine Tschemerinsky: Tiden er romanformens bankende hjerte. Weekendavisen, 2021-03-31).
Sammen med sin partner, filmskaberen Sarah Wood, som hun dedikerer alle sine bøger til, bor hun i dag i Cambridge, England.
Baggrund
Citat
”Overalt i landet blev der sorg og glæde. Overalt i landet svirpede det der var sket omkring som om en højspændingsledning havde revet sig løs fra en pylon i et stormvejr og nu svingede frit rundt i luften oppe over træerne, tagene, trafikken. Overalt i landet følte folk at det var helt forkert. Overalt i landet følte folk at det var helt rigtigt.”
”Efterår”, s. 65.
Er du biblioteksbruger eller elev?