Ali Smith
Foto: David Sandison/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Ali Smith

cand.mag. Nanna Laudrup, Bureauet, februar 2020. Opdateret maj 2020.
Top image group
Ali Smith
Foto: David Sandison/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Indledning

Den skotske forfatter Ali Smith er i færd med at skrive en årstidskvartet om Storbritannien efter Brexit, og på dansk har vi foreløbig fået ”Efterår” (2018), ”Vinter” (2019) og ”Forår” (2020). Romanerne giver et psykologisk indblik i oplevelsen af Brexit og i den ubehagelige kløft i den britiske kultur, som den politiske begivenhed afspejler, helt ned i de mellemmenneskelige forhold. Ali Smiths bøger har en legesyg karakter, og der jongleres intellektuelt med myter, litteratur og kunst.

47832195

 

 

Blå bog

Født: 24. august 1962 i Inverness, Skotland.

Uddannelse: Universitetsgrad i engelsk sprog & litteratur, University of Aberdeen, 1980-85.

Debut: Free Love and Other Stories. Virago Press, 1995. Noveller.

Litteraturpriser: Goldsmiths Prize, 2014. Costa Novel of the Year Award, 2014. Baileys Women's Prize for Fiction, 2015.

Seneste udgivelse: Forår. Gyldendal, 2020. (Spring, 2019). Oversat af Ninna Brenøe.

Inspiration: Ovids metamorfoser, Shakespeare, Charles Dickens og politiske begivenheder som for eksempel Brexit.

 

 

Interview med Ali Smith i forbindelse med Costa Book Awards 2014

 

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Overalt i landet blev der sorg og glæde. Overalt i landet svirpede det der var sket omkring som om en højspændingsledning havde revet sig løs fra en pylon i et stormvejr og nu svingede frit rundt i luften oppe over træerne, tagene, trafikken. Overalt i landet følte folk at det var helt forkert. Overalt i landet følte folk at det var helt rigtigt.”
”Efterår”, s. 65.

Ali Smith er en skotsk forfatter, intellektuel, dramatiker og journalist, der er født i Inverness i Skotland i 1962. Hun har udtalt, at hun skriver, fordi hun kan – og er ikke interesseret i hverken interviews eller berømmelse. At hun kunne skrive, opdagede hun som otteårig, da hun kunne skrive vers, der rimede. Forfatterskabet er kendetegnet ved at nære høje intellektuelle forventninger til en læser, der forudsættes skarp – som Ali Smith selv – på både verden, den menneskelige psykologi og menneskelige relationer. Vi har altså her at gøre med en forfatter fyldt med kulturelt overskud, som kender sin klassiske litteratur, de gamle græske myter og jonglerer med alt fra renæssancekunstens freskoer til moderne kunst. Charlie Chaplin danser side om side med Rainer Maria Rilkes strofer, og det hele levendegøres i en let og ofte humoristisk tone.

Mest kendt er Ali Smith for sin roste årstidskvartet ”Efterår” (20187), ”Vinter” (2019), ”Forår” (2020) og ”Sommer” (kommer på engelsk sommeren 2020), der fremhæves for at skildre tiden i kølvandet på Brexit. Værkernes kompleksitet kan dog ikke reduceres til en politisk replik, da de fungerer overbevisende som værker i sig selv. Smith fortæller, at kvartetten havde været planlagt siden 2014, og at det hele faktisk faldt på plads med Brexit: ”Jeg indså, idet Brexit begyndte at finde sted omkring os alle, at det, jeg havde skrevet på, i forvejen handlede om splittelse og grænser og identitet og, ja, stadig flere historiske parlamentariske løgne.(Eric Karl Anderson: Ali Smith on Autumn, Brexit, and the shortness of life. Penguin.co.uk, 2016-10-12. Egen oversættelse).

Ali Smith studerede engelsk sprog og litteratur på University of Aberdeen fra 1980-85. På Newnham College i Cambridge arbejdede hun på en ph.d. i irsk og amerikansk modernisme, samtidig med at hun underviste. I 1990 flyttede hun til Edinburgh og underviste på University of Strathclyde, men da hun blev ramt af kronisk træthedssyndrom, måtte hun trække sig. Det åbnede mulighed for at prøve sig selv af som fuldtidsforfatter, og i 1995 kom debutværket, novellesamlingen ”Free Love and Other Stories” og i 1997 debutromanen ”Like”. Med ”En fremmed banker på” (2006) debuterede hun på dansk, og ”Begge dele” (2015) indbragte hende adskillige priser og international anerkendelse.

Sammen med sin partner, filmskaberen Sarah Wood, som

En fremmed banker på

”Hun kiggede op på bjergene. Ude i mørket oppe på bjergkammen, i månelysets silhuet, svævede alle de personer, hun kunne have været. (…) De vinkede til den rigtige Eve, ligesom hendes afdøde forældre havde gjort, og sparkede med fødderne og dansede, som om man på et hvert tidspunkt i livet simpelthen kunne have ændret mening og valgt et andet selv.”
”En fremmed banker på”, s. 288-289.

Ali Smiths roman ”The Accidental” fra 2005 (”En fremmed banker på”, 2006) sender læseren på en psykologisk og nuancerig tour de force hos familien Smart, der får et uventet og omkalfatrende besøg af den fremmede kvinde Amber i deres sommerferie. De har lejet et sommerhus i Norfolk i håb om en idyllisk landsbyoplevelse, men idyllen lader vente på sig. Alle fire familiemedlemmer, moderen Eve, stedfaderen Michael, lillesøster Astrid på 12 og storebror Magnus på 17 er nemlig gået i stå, og de har det elendigt på hver sin måde.

 

26378176

Eve er en skriveblokaderamt forfatter, Michael en desillusioneret, utro litteraturprofessor, Astrid er ensom og afhængig af at lægge en kameralinse imellem sig selv og verden, og Magnus lider under en forfærdelig skyld, fordi han indirekte har været skyld i en yngre skolepiges selvmord. Amber får lov at overnatte, og familiemedlemmerne falder hovedkulds for hende trods – eller netop på grund af – hendes direkte, ret grove facon. Opholdet bliver en længere affære og afsluttes først, da Amber får prikket for meget til moderen Eve, som med ét mærker jorden bevæge sig ubehageligt under sig. Væk må Amber, og da familien vender hjem fra sommerhuset, er deres hus tømt for møbler, mens telefonsvareren er fuld af skæbnesvangre beskeder. Familien Smart må bogstaveligt talt starte helt forfra.

Romanen falder i tre dele: ”Begyndelsen”, ”Midten” og ”Slutningen”, og sådan afspejles den proces i personernes identitetsrejse, som foranlediges af den fremmede Amber. Tematisk kredses der om at stå i en stor livskrise og have et akut behov for at blive set for at kunne være til i verden. Amber opfylder det behov hos dem alle, og et underholdende element er, at de i dén grad kun er i stand til at se deres egen næsetip.

Familiekonstitutionens kompleksitet og individets fundamentale ensomhed afspejles ved at lade de fire familiemedlemmer fortælle historien på skift. Sådan oplever læseren kløften imellem deres verdener – samtidig med at grebet fungerer effektfuldt ved at skabe suspense. De formmæssige greb er med til at skabe genuin indlevelse hos læseren, som ved slutningen af bogen er opfyldt af et oprigtigt håb for familiens fremtid.

Pige møder dreng

”Men hvad er Cilla Black så, dreng eller pige? Det er, som om hun ikke er nogen af delene. Hun kan kigge på drengene, hvis hun vil; hun kan gå rundt om skærmen og kigge på pigerne. Hun kan gå mellem de to sider som en tryllekunstner eller en vittighed, Publikum griner altid højlydt, når hun gør det. (…) Cilla Black er fra tresserne, siger vores bedstemor. Som om det forklarer alt.”
”Pige møder dreng”, s. 14-15.

I ”Girl Meets Boy: The Myth of Iphis” fra 2007 (”Pige møder dreng”, 2008) spinder Ali Smith en nutidig fortælling om to søstre og deres forskellige tilgange til konventioner, køn og kærlighed over Ovids myte om pigen Iphis, der for at overleve må vokse op som en dreng, og for at få den pige hun forelsker sig i, må skifte køn og blive en mand. Romanen er en del af en international myteserie, hvor hver forfatter genfortæller en myte efter eget valg.

De to søstre Anthea og Imogen er tæt knyttede, men meget forskellige. Pigerne deler en tung fortid med en mor, der har forladt dem, og meget elskede og vigtige bedsteforældre, der på samme måde pludseligt forlod familien og stak til søs. Imogen bor nu som ung voksen i bedsteforældrenes hus.

27603351

Den yngste søster Anthea forelsker sig i drengepigen Robin, og det er ganske ukompliceret stor kærlighed. Anthea er et rendyrket eksempel på en klassisk Ali Smith-karakter, nemlig en person der nærmest af natur på uhøjtidelig vis udfordrer samfundets fordomme og konventioner – hvorimod den ældste søster Imogen har det anderledes svært ved at stikke ud og derfor pines af søsterens homoseksualitet. Begge søstre skildres med indre synsvinkel og i jeg-person, så læseren får fuld indlevelse i de to meget forskellige måder at opleve verden på. Imogen har så travlt med at passe ind, at hun har anorektiske symptomer. Det er derfor en stor forløsning, da hun pludselig tager enorme mentale udviklingsskridt på en togrejse London tur-retur. En ny, friere verden fyldt med kærlighed står nu også åben for hende.

Romanens omdrejningspunkt er det flydende køn, og gennem hele romanen belyses den manglende betydning af biologisk at være født som det ene eller det andet. Romanen har også en politisk dagsorden, og søstrenes bedstefar åbner for eksempel med at fortælle om, hvordan han kæmpede for kvinders valgret i begyndelsen af 1900-tallet, dengang han selv var pige. Anthea og kæresten Robin kæmper på samme vis feminismens sag i nutiden og starter et graffiti-oprør overalt i den pæne, skotske by Carrbridge.

Efterår

”Da hun kommer forbi huset hvor ordene SKRID og HJEM stadig står malet hen over facaden, ser hun at nogen har tilføjet VI ER ALLEREDE HJEMME, TAK i forskellige klare farver og malet et træ ved siden af og en række klare røde blomster nedenunder. Der ligger blomster, masser af rigtige blomster, pakket ind i cellofan og papir, så det næsten ser ud som om der er sket en trafikulykke for nylig.”
”Efterår”, s. 153.

Romanen ”Autumn” fra 2016 (”Efterår”, 2018) er den første i Ali Smiths årstidskvartet om tiden efter Brexit. Elisabeth er 32 år og single, hun underviser i kunsthistorie på universitetet, og hendes livs kærlighed er den 101-årige Daniel, som hun knyttede sig til som barn, da hun voksede op alene hos sin mor. Hos Daniel fandt hun en intellektuel og følsom ven, som forstod hende på en helt anden måde end hendes mor gjorde – og moderen var da også imod venskabet i en lang periode. I nutiden bor både moderen og Daniel i Skotland. Moderen er flyttet derop efter afstemningen, fordi hun nægtede at forlade EU efter Brexit. Elisabeth er taget derop for at besøge Daniel på plejehjemmet, og også moderens nye veninde, kendissen Zoe, kommer op for at se Skotland – et behov der også udspringer af afstemningen.

54571100

Men kløften i samfundet er også tydelig i Skotland: På husene har nogle malet ”Skrid hjem”, og folk bygger dobbelte elektriske hegn om deres grunde. Britisk bureaukrati – og en manglende bevidsthed om at bo i et glashus og lige lovlig ivrigt kaste sten efter EU – skildres humoristisk, da Elisabeth på kafkask vis må slide for at forny sit pas. Moderens ”remain”-position får hende til at springe ud som aktivist og obstruere et nyt hegn – i protest mod fyringen af flygtningeministeren og asylbørns forringede vilkår – et hegn, som også Elisabeth rebelsk har gået langs trods ejerens forbud. Moderen lærer af sin voksne datter, og en god forbindelse kan endelig opstå.

”Efterår” skildrer oplevelsen af den splittelse i det britiske samfund, der har ført til Brexit, og hovedpersonen Elisabeths frustration og målløshed over, at den ene halvdel af befolkningen er blevet fremmedfjendske og har mere end rigeligt i sig selv. Surrealistiske og farverige situationsbeskrivelser blandes med jordnære, realistiske beskrivelser, og der springes tidsmæssigt imellem Elisabeths venskab med naboen Daniel, fra hun som otteårig begynder at besøge ham, og til hun sidder ved hans dødsleje i romanens nutid som 32-årig. Også synsvinkelmæssigt veksles der – nemlig imellem Elisabeth og den over hundrede år gamle Daniel, og eftersom Daniel er gledet ind i en komatøs søvn på plejehjemmet, får både sprog og indhold et farverigt twist.

Vinter

”Han kigger rundt på alle menneskerne på biblioteket. Jeg mener, prøv at se engang. Se. Ikke en person i rummet ved eller går op i de ting der foregår lige nu online i hans navn og under hans profilfoto. Når man ser sådan på det er det nærmest som om det slet ikke er noget, der sker. Bortset fra at det gør det.”
”Vinter”, s. 64.

Anden del af Ali Smiths Brexit-årstidskvartet hedder ”Winter” og er fra 2017 (”Vinter”, 2019). Her oplever vi et splittet og desillusioneret England igennem hovedpersonen Arthurs øjne. Han har gjort det forbi med kæresten Charlotte, som nu hævner sig på ham ved at overtage hans blog (”Art in Nature”) og bedrive fake news i hans navn. Det er jul, og Art skal på visit hos sin mor, Sophia Cleeves, der – ensom i sin store villa – holder sig i live i selskab med et muntert (hallucineret) hoved. Sophia er en uudholdelig, vred, gammel dame, og Art betaler en tilfældig, ung kvinde, Lux, for at tage med ham, og sørger også for at mosteren, Sophias søster Iris, flytter ind som gæst. Lux – som på latin betyder ”lys” – formår at se Sophias sårbarhed bag det bryske ydre, og efterhånden opstår muligheden for et reelt møde mellem de fire mennesker.

46103017

I den lille familiekonflikt afspejles den aktuelle samfundsmæssige kløft. Hvor Sophia er den liberalistiske kapitalist, er Iris den socialistiske aktivist, der netop er vendt hjem fra Grækenland, hvor hun har hjulpet migranter i land. På den måde illustreres den britiske samfundskløft, hvor Brexit i lige så høj grad betragtes som et brud inden for Storbritannien som et brud udadtil med EU. Håbet for en forsoning af de to parter præsenteres ved de samtaler, som ved den mæglende Lux kan opstå imellem de to meget forskellige søstre og den noget fortabte søn Art. Lux er fra Kroatien og repræsenterer som sådan et element af det fremmede, og pointen er klar: Som familien behøver Lux, har også England brug for input. Det budskab afspejles også i Arts blog, der eksploderer med følgere, efter ekskæresten har overtaget den. Selvtilstrækkeligheden må ophøre, og det gælder for nationalstater som for individer.

Som i ”Efterår” er sproget smukt, og plottet og persongalleriet enkelt. Persontegningen er præget af en ironisk distance og samtidig mangefacetteret, og ligesom i ”Efterår” krydres gavmildt med referencer til både historie, kunst og litteratur. Et særligt greb er de elegante spejlinger imellem det store og det små: Den ydre politiske ramme forgrener sig ned i det mellemmenneskelige, hvorfra optøningen skal begynde og siden sprede sig ud i samfundet. En soning er i sin vorden, og under vinterkulden spirer håbet.

Forår

”Security, sagde Josh. Det er det som du kalder det. Jeg kalder det at bevare en illusion. Hvilken illusion? spurgte hun. At det eneste det skulle handle om, er at holde folk ude, sagde han. (…) Virkelig en stor nation. Et storslået land. Det er det som du siger der er indbegrebet af ekskrement, sagde hun. En gang politisk korrekt metroliberalt lort. Det er dig der er fucking indbegrebet af ekskrement.”

”Forår”, s. 160.

”Spring” fra 2019 er tredje del af Ali Smiths Brexit-årstidskvartet (”Forår”, 2020). Dagsordenen er også i denne roman at indkapsle et nuanceret øjebliksbillede af Storbritannien. Natur og følelser sprudler side om side med mørke, kyniske samfundsovergreb, når der zoomes ind på de horrible forhold, som samfundet byder de nødstedte, det ikke vil kendes ved. Samtidig rummer romanen også et håb for nationen, udtrykt med en tro på potentialet i mødet imellem mennesker.

Bogens karakterer repræsenterer vidt forskellige livserfaringer, holdninger og aldre (spændet går fra 12 år til op i 60erne). Tilfældet samler dem i en tosset, lille kaffevogn, der ikke sælger kaffe, og de kører af sted ud i det skotske højland, presset sammen på forsædet, så alle uundgåeligt forstyrres i deres verdensorden.

Handlingsstrenge, der stritter i alle retninger, flettes sammen. Tættest følger vi den ældre filminstruktør Richard Lease og hans sorg over en nyligt afdød veninde. På selvmordets rand dumper pludselig en ny mening med livet ned ved hans side (bogstaveligt talt) i form af en vaskeægte topfan af hans tidlige filmværker. Hun hjælper immigranter på flugt, og han optages i deres fællesskab. I skarp kontrast står den unge, men allerede forhærdede Brittany. Ensom og ubehageligt bevidst om, at arbejdet på et center for illegale immigranter gør hende stadig mere kynisk. Skæve individer plukkes ud af et skævt samfund og skildres fra skæve vinkler, og effekten er en særlig Smithsk optimisme. Personerne matches på magisk vis, da de mødes som de mennesker, de nu engang er. Et møde, der ikke overraskende muliggøres af en forunderlig 12-årig pige ved navn Florence.

47832195

”Forår” cirkler om skårene i det splittede Storbritannien, og ønsket om at skabe forsoning illustreres konkret med en togrejse fra England til Skotland. På den ene side skildres et bureaukratisk og dehumaniserende England, på den anden side et rodfæstet Skotland, hvor personerne søger hen for frisættelse. Se her, hvad der sker, når man sætter politik over mennesker, synes romanen at sige. Og sådan opridses, med forårets brusen i tapper konkurrence med fake news og hate speech på sociale medier, skellet imellem leavers og remainers i den fortsat aktuelle Brexit-krise.

Genrer og tematikker

Ali Smiths forfatterskab kredser om identitetssøgen og udfordringerne ved at finde sine ben og være tro mod sig selv trods presset fra ydre omstændigheder – det være sig fraværet af en far eller en mor, skæbnesvangre handlinger begået af ungdommelig uvidenhed eller oplevelsen af ikke længere at føle sig hjemme i ens eget land.

Mødet imellem mennesker står centralt i Smiths litteratur, hvor intet menneske er en ø – vi har alle brug for hinanden for at eksistere som mennesker. I ”Efterår” har allerede den otteårige Elisabeth mod til at opsøge venskabet med den gamle Daniel trods sin mors uvilje, og i ”Vinter” vækkes den gamle, vrede Sophia fra ensomhedens og demensens tåger ved sin søsters og søns nærvær. Et menneskeliv reddes fra selvudslettelse på togskinnerne i ”Forår” og fører til omkalfatrende, eksistentielle samtaler. Smiths værker holder sig gennemgående til et mindre persongalleri, og de få karakterer foldes så til gengæld overbevisende ud. Hun skildrer sine personer indefra med psykologisk dybde og en stor interesse for detaljen. Intet er for småt – og intet er for stort.

Stilistisk veksles der i romanerne imellem det realistiske og det surrealistiske, og det er et greb, der understreges af en legesyg stil, som ikke tager sig selv alt for alvorligt. Glidningerne fylder især i de nyeste værker ”Efterår” og ”Vinter”, men spiller også en rolle i for eksempel den ældre ”Pige møder dreng”, hvor myten om Iphis smelter sammen med den nutidige fortælling. Hvor ”En fremmed banker på” adskiller sig som en realistisk, psykologisk roman, der tegner runde, alsidige personer frem, lader ”Efterår”, ”Vinter” og ”Forår” på modernistisk vis i højere grad personerne forblive flade typer. Her skildres med en ironisk distance, som betyder, at læseren i højere grad oplever begivenhederne med et helikopterblik og jævnligt påmindes den – som oftest subtile, men aldrig tvetydige – politiske dagsorden.

Ali Smith sætter også privat politisk engagement højt, og feminisme (kvindemisbrug og kønslig ulighed), krig (i Irak og Syrien), fremmedfjendskhed, asylbørns vilkår og politisk magtmisbrug udgør en rød tråd i forfatterskabet. Det overrasker derfor heller ikke, at bøgerne rummer en glæde ved karakterer, der sætter spørgsmålstegn ved det konventionelle: Vi har Amber i ”En fremmed banker på”, Daniel i ”Efterår”, Lux i ”Vinter” og Florence i ”Forår”. Alle går de i front i protest mod det meningsløse, med en forkærlighed for det kontroversielle og evnen til at vende normerne på hovedet og få folk til at tænke sig om en ekstra gang. I ”Forår” giver det et sug af chok blandt personalet i modtagelsescenteret, da stedets uhumske toiletter pludselig rengøres, efter en mærkværdig skolepige har aflagt visit hos direktøren. Som læser fratuskes man et smil, for intet er for småt eller for konkret til at spejle det store billede. Men er der egentlig noget at smile af? Den dobbelthed kredser gennem alle Smiths bøger.

Beslægtede forfatterskaber

Ali Smith er helt sin egen – og samtidig bygger hun både eksplicit og implicit sine værker op som et sammensurium af referencer til både andres litteratur, kunst og aktuelle politiske begivenheder. Af klassikere går Shakespeare, Ovid og Dickens igen i romanerne, og også forholdsvist ukendte kunstnere spiller centrale roller i Brexit-årstidskvartetten og tjener som en slags underlægningsmusik til de primære handlingsstrenge. I ”Efterår” fascineres hovedpersonen af den feministiske Pauline Boty fra 1970’erne, i ”Vinter” af skulptøren Barbara Hepworth, og i ”Forår” udfoldes et særegent handlingsforløb om et autentisk ikke-møde imellem de to forfattere Rainer Maria Rilke og Katherine Mansfield, der befandt sig på samme hotel i Schweiz i 1922, men aldrig stødte på hinandenNår man læser Ali Smith, får man derfor en behagelig fornemmelse af at blive ført sikkert igennem den europæiske kulturhistorie af en særdeles engageret fortæller med vigtige historier på hjerte.

Et populært litterært motiv er at lade en fremmed flytte ind og forstyrre en tilsyneladende familieidyl, og det foldes af Ali Smith ud i ”En fremmed banker på” (2005). En lignende brug af motivet ses også for eksempel hos den norske forfatter Linn Ullmann i romanen ”Det dyrebare” (2012), men hvor den fremmede indflytter hos Ali Smith har en næsten dæmonisk karakter, er hun hos Linn Ullmann en stakkels og ret ligegyldig teenager. Også Smiths valg af skiftende synsvinkler tjener til at give hendes roman mere kant end Ullmanns mere tunge, alvidende fortæller.

Forfatterens glæde ved den polyfoniske, dvs. mangestemmige, fortællestil kan minde om både Virginia Woolfs ”To the Lighthouse” (1927, på dansk: ”Til fyret”) og Christina Hesselholdts danske version, direkte skrevet over nævnte værk, ”I familiens skød” (2007), hvor der altså på samme vis skiftes imellem forskellige personers indre stemmer og dermed sikres en overraskende belysning af de samme begivenheder. Hendes skarptskuende blik og evne til at gå ind i de menneskelige relationer med en psykologisk dybde minder også om amerikanske Jonathan Franzen, der på samme vis kan zoome helt ned i de allermest konkrete detaljer i skildringen af en families dynamik.

Ali Smith har en direkte og enkel tilgang til komplekse, alvorlige emner – uanset om det er Brexit, fake news, misogyn – altså kvindefjendsk hate speech påpå sociale medier, ensomhed, anoreksi eller selvmord. Derfor giver det også god mening, at de mange intertekstuelle referencer til både Shakespeare og græske myter indgår i værkerne og både beriger, åbner og perspektiverer de nutidige problematikker. Det er som om, Ali Smith finder den vestlige kulturarv for dyrebar til ikke at blive refereret til i hendes egenartede litteratur. Her blomstrer både menneske og litteratur i mødet med andre ligesindede.

Bibliografi

Romaner

Smith, Ali: Like, 1997.
Smith, Ali: Hotel World, 2001.
Smith, Ali: En fremmed banker på. Gyldendal, 2006. (The Accidental, 2004). Oversat af Susanne Staun.
Smith, Ali: Pige møder dreng. Tiderne skifter, 2008. (Girl Meets Boy: The Myth of Iphis, 2007). Oversat af Pia Juul.
Smith, Ali: I miles omkreds, 2013. (There but for the, 2011). Oversat af Ninna Brenøe.
Smith, Ali: Begge dele. Tiderne skifter, 2015. (How to Be Both, 2014). Oversat af Pia Juul.
Smith, Ali: Efterår. Gyldendal, 2018. (Autumn, 2016). Oversat af Ninna Brenøe.
Smith, Ali: Vinter. Gyldendal, 2019. (Winter, 2017). Oversat af Ninna Brenøe.
Smith, Ali: Forår. Gyldendal, 2020. (Spring, 2019). Oversat af Ninna Brenøe.

Noveller

Smith, Ali: Free Love and Other Stories, 1995.
Smith, Ali: Other Stories and Other Stories, 1999.
Smith, Ali: The Whole Story and Other Stories, 2003.
Smith, Ali: Public Library and Other Stories, 2015.
Smith, Ali: Den første person og andre historier, 2016. (The First Person and Other Stories, 2008). Oversat af Ninna Brenøe.

Om forfatterskabet

New Statesman, 2019-04-03. Artikel om Ali Smiths politiske engagement.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ali Smith

Kilder citeret i portrættet