Anden del af Ali Smiths Brexit-årstidskvartet hedder ”Winter” og er fra 2017 (”Vinter”, 2019). Her oplever vi et splittet og desillusioneret England igennem hovedpersonen Arthurs øjne. Han har gjort det forbi med kæresten Charlotte, som nu hævner sig på ham ved at overtage hans blog (”Art in Nature”) og bedrive fake news i hans navn. Det er jul, og Art skal på visit hos sin mor, Sophia Cleeves, der – ensom i sin store villa – holder sig i live i selskab med et muntert (hallucineret) hoved. Sophia er en uudholdelig, vred, gammel dame, og Art betaler en tilfældig, ung kvinde, Lux, for at tage med ham, og sørger også for at mosteren, Sophias søster Iris, flytter ind som gæst. Lux – som på latin betyder ”lys” – formår at se Sophias sårbarhed bag det bryske ydre, og efterhånden opstår muligheden for et reelt møde mellem de fire mennesker.
46103017
I den lille familiekonflikt afspejles den aktuelle samfundsmæssige kløft. Hvor Sophia er den liberalistiske kapitalist, er Iris den socialistiske aktivist, der netop er vendt hjem fra Grækenland, hvor hun har hjulpet migranter i land. På den måde illustreres den britiske samfundskløft, hvor Brexit i lige så høj grad betragtes som et brud inden for Storbritannien som et brud udadtil med EU. Håbet for en forsoning af de to parter præsenteres ved de samtaler, som ved den mæglende Lux kan opstå imellem de to meget forskellige søstre og den noget fortabte søn Art. Lux er fra Kroatien og repræsenterer som sådan et element af det fremmede, og pointen er klar: Som familien behøver Lux, har også England brug for input. Det budskab afspejles også i Arts blog, der eksploderer med følgere, efter ekskæresten har overtaget den. Selvtilstrækkeligheden må ophøre, og det gælder for nationalstater som for individer.
Som i ”Efterår” er sproget smukt, og plottet og persongalleriet enkelt. Persontegningen er præget af en ironisk distance og samtidig mangefacetteret, og ligesom i ”Efterår” krydres gavmildt med referencer til både historie, kunst og litteratur. Et særligt greb er de elegante spejlinger imellem det store og det små: Den ydre politiske ramme forgrener sig ned i det mellemmenneskelige, hvorfra optøningen skal begynde og siden sprede sig ud i samfundet. En soning er i sin vorden, og under vinterkulden spirer håbet.