Baggrund

Citat
”Vogt dig, præst! Jeg har lovet denne lille kvinde, denne lille kvindeblomst med det lyse silkehår, at jeg vil beskytte hende mod dig. Vogt dig, dit liv kan komme til at ligge i mine hænder, jeg kan gøre dig salig, før du ønsker det.”
”Doktor Glas”, s. 41.

Den svenske prosaist, dramatiker og journalist Hjalmar Emil Frederik Söderberg blev født ind i en embedsmandsfamilie i bydelen Östermalm i Stockholm i 1869. Hans opvækst var præget af et forholdsvist uproblematisk forhold til forældrene, storesøsteren og mormoren, som boede sammen med familien. Kun Hjalmars fascination af August Strindbergs litteratur og hans skepsis over for kristendommen kunne skabe splid mellem mor og søn.

Allerede som ung gymnasieelev fik han sine første digte på tryk, og som knap 20-årig debuterede han med en religionskritisk novelle i Dagens Nyheter. Han læste kortvarigt på Universitetet i Uppsala, før han droppede ud og fik arbejde som freelancejournalist. Siden blev han fastansat som anmelder og klummeskribent på Svenska Dagbladet.

Söderberg var også en glimrende tegner. Da han indsendte manuskriptet til debutromanen ”Förvillelser” til forlaget Wahlström & Widstrand, vedlagde han ligeledes et skitseforslag til forlagets logo. De afslog bogen, men antog logoet, der stadig i dag er baseret på Söderbergs tegning. ”Förvillelser” blev i stedet antaget af Bonniers, og da den impressionistiske flanør-roman udkom i 1895, blev den beskyldt for at være pornografisk. En gruppe etablerede forfattere forsvarede Söderberg, men hans ry som dekadent digter og hans rolle som det konservative kulturlivs syndebuk var etableret.

I 1899 giftede han sig med Märta Abenius, som han fik tre børn med. Ægteskabet varede indtil 1917; samme år som han flyttede til København. Her giftede han sig med elskerinden Emilie Voss, med hvem han allerede havde en datter. Han boede i Danmark frem til sin død i 1941 og ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.

Helt fra ung af var Söderberg ateist, og hans senere romaner er religionshistoriske fortællinger baseret på grundig teologisk research. Han var inspireret af den danske litterat Georg Brandes’ tanker om, at den moderne litteratur skulle være realistisk og sætte problemer under debat. Særlig kærlighed, ægteskab, kønsmoral og religionskritik er centrale temaer i forfatterskabet.