Sabitha Söderholm fremskriver i ”Chellam” et sanseligt, erfaringsbåret fælles rum for kvinder på tværs af generationer i mødet mellem den fortællende kvinde og hendes amma. I sin kontroversielle gennembrudsroman ”Kvinder uden mænd” fra 1989 har den iranske eksilforfatter Sharhnush Parsipur (f.1946) også skrevet om blomstrende kvindefællesskaber, duftende natteblomster og en tæt forbundethed med havens forunderlige natur.
En forfatter, Sabitha Söderholm selv fremhæver i forhold til at se sit eget virke som omsorgsarbejde, er amerikanske Audre Lorde (1934-1992): »Vi kan jo godt synes, at self care lyder lidt poppet, men det er faktisk en radikal tanke hos den sorte feministiske tænker Audre Lorde, som jeg er meget inspireret af. Hun taler konkret om sorte kvinder, men i en dansk kontekst giver det mening for mig at overføre tanken til at omhandle minoriserede, undertrykte borgere. Chellam er skrevet til folk, der på en eller anden måde kan genkende sig i splittelsen, i manglen på sprog eller i hjemveen.« (Bodil Skovgaard Nielsen: Sabitha Söderholm vil skabe et forrådskammer af omsorgsfulde ord. Information, 2023-06-26).
Nogle andre danske forfattere, der har beskæftiget sig kritisk med adoption, identitet og hvidhed, er f.eks. Maja Lee Langvad, der i ”Find Holger Danske” (2006) dissekerer det danske sprogs internaliserede racisme, selvhævdende danskhed og sin egen adoption og i ”Hun er vred” (2014) giver et ”vidnesbyrd om transnational adoption”. Eva Tind, der ligesom Sabitha Söderholm også arbejder i flere kunstformer, har på tværs af sit forfatterskab også udfoldet perspektiverne i den dobbelte identitet i at være adopteret eller flerkulturel, f.eks. i debuten ”do” (2009) og i romanerne ”Ophav” (2019) og ”Citronbjerget” (2023).