Grafiske romaner er sammenhængende og ofte komplekse tegneseriefortællinger, hvor figurerne også udvikler sig mere, end man typisk ser det i traditionelle tegneserier. Selvrefleksion og en blanding af selvbiografisk materiale og fiktion er ligeledes ofte et træk ved genren. Et sådant værk er Art Spiegelmans ”Maus”, hvor han fortæller sin jødiske families traumatiske historie under 2. Verdenskrig og samtidig skildrer den effekt, det har haft på hans eget liv. Det at være anden generations overlevende, med alt hvad det indebærer af sorg og skyldfølelse, er et af værkets temaer. Et andet er fordomme og stereotyper. Det udfolder Spiegelman med et billedsprog, der læner sig op ad både karikaturtegningen og dyrefablen, når han lader nazisterne jage og dræbe de jøder, som i bogen er mus.
I 2015 forklarede Spiegelman, at satiretegninger og tegneserier repræsenterer en umiddelbar form for kommunikation, fordi de virker på samme måde som hjernen: ”Vi tænker i små, enkle billeder og små udbrud af sprog. Det er meget komprimeret, og ofte er de bedste ting, der sker i tegneserien, meget komprimeret og kogt ned, og man må folde dem ud igen i sit hoved, siger Spiegelman. Disse komprimerede billeder gør indtryk, og hvis det indtryk er kalibreret rigtigt, kan det overvinde sine racistiske rødder. ”Maus” har sit udgangspunkt i racisme, ikke kun min fars historie, men ved at bruge en gnaver som symbolet for jøder og nazisterne som rovdyrsagtige katte (…) Der er en form for fornærmelse indbygget i det. Der er arbejdet med det. Det er ikke bare slugt og genbrugt.” (Christian Monggaard: ’Jeg spiser, jeg sover, jeg knepper, jeg udtrykker mig’. Information, 2015-06-10).
Både metarefleksion om bogprojektet og humor kendetegner også ”Maus”. Det kommer f.eks. til udtryk i tegnerens overvejelse, om hans franske kone skal tegnes som en frø eller måske som en kanin eller en hund. Hun ender dog med selv at påpege, at hun skal tegnes som en mus, da hun er konverteret til jødedommen. Med Spiegelmans livfulde illustrationer til ”Den vilde fest” – et narrativt langdigt på vers af Joseph Moncure March – fik værket et nyt udtryk. Digtet er en hyldest til jazzens rytmer og til livet, men er også en skildring af et orgie, der ender fatalt.