Portræt af Vanessa Springora
Foto: JFPAGA

Vanessa Springora

af cand.mag. Line Rasmussen, november 2021.
Top image group
Portræt af Vanessa Springora
Foto: JFPAGA

Indledning

Det tog forfatter, forlægger og filmproducer Vanessa Springora årtier at skrive sin debutroman, “Samtykket”. En autobiografisk bombe af en metoo-bog, der blev den mest debatskabende og omtalte udgivelse i Frankrig i 2020. I selvbiografien trækker hun tæppet væk under en af de mest feterede franske forfattere, Gabriel Matzneff, der udsatte hende for seksuelle overgreb, da hun var ung.
 

48232973

Blå bog

Født: 16. marts 1972 i Paris.

Uddannelse: Lycée Fénelon, en master i moderne litteratur på Sorbonne-universitet og International School of Film and TV

Debut: Le consentement. Grasset, 2020.

Litteraturpriser: Jean-Jacques Rousseau-prisen for bedste autobiografi, 2020.

Seneste udgivelse: Samtykket. Grif, 2020.

Inspiration: Metoo-bevægelsen.

 

 

 

 

Samtale mellem Vanessa Springora og den amerikanske feminist Gloria Steinem, juni 2021.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Og hvordan kan han være et dårligt menneske, når han er den mand, jeg elsker? Takket være ham er jeg ikke længere den ensomme lille pige, der sidder på restauranten og venter på far. Takket være ham eksisterer jeg langt om længe.”
“Samtykket”, s. 77

Vanessa Springora blev født i 1972 i Paris, hvor hun efter forældrenes skilsmisse voksede op med sin mor, der arbejdede i forlagsbranchen – ligesom hun selv gør i dag, hvor hun er direktør for forlaget Julliard. Paradoksalt nok det forlag, der i 1974 udgav en af Gabriel Matzneffs mest kontroversielle titler, “Les moins de seize ans” (De under 16-årige). Matzneff blev meldt til politiet for pædofili, kort efter at Springora debuterede som forfatter i januar 2020.

Springora har læst moderne litteratur på Sorbonne-universitetet i Paris og studeret på International School of Film and TV i Cuba. Hun har skrevet manuskripter til både dokumentarfilm og tv-serier. I 2006 fik hun job som redaktionsassistent på Julliard og avancerede i 2019 til direktør. Det var ifølge eget udsagn her på forlaget – med den progressive metoo-bevægelse som inspiration – at hun fik ideen til at skrive en bog om det overgreb, hun var udsat for som teenager af den betydelig ældre Gabriel Matzneff. Det udmøntede sig i 2020 i den autobiografiske roman “Samtykket”, som trak store overskrifter i franske og udenlandske medier og inspirerede andre kvinder til at stå frem.

Samtykket

“I årevis gik jeg rastløs rundt i mit bur, og mine drømme var fyldt med mord og hævn. Indtil den dag det endelig stod klart for mig, som en selvfølge, hvad det var, jeg skulle: fange jægeren i hans egen fælde, spærre ham inde i en bog.”
“Samtykket”, s. 8.

“Samtykket” er et personligt vidnesbyrd af franske Vanessa Springora, der debuterede som forfatter med det stærkt debatskabende værk i 2020. Det autobiografiske skrift fik store konsekvenser for mange i det franske kulturmiljø, særligt forfatteren Gabriel Matzneff, der er hovedpersonen i bogen.

Jegfortælleren er den voksne Vanessa Springora, der relativt kronologisk beretter om sit liv før, under og efter forholdet til den 37 år ældre feterede forfatter, i bogen kaldt “G”, som hun bliver præsenteret for af moderen til et middagsselskab, da hun er 13 år. Inden dette møde, der står som skelsættende både i fortællingen og i Springoras liv, er hendes forældre blevet skilt.

48232973

Hendes mor arbejder i bogbranchen og introducerer tidligt datteren for bøgernes opslugende verden, og faderen holder sig i periferien af hendes liv. Som direkte følge af sidstnævnte føler hun et stort behov for at blive set. Da hun møder den 50-årige Gabriel Matzneff i midten af 1980’erne, er han en prisbelønnet forfatter, der bl.a. er kendt for i sine selvbiografiske bøger at skrive frit – og uden konsekvenser – om sine erobringer af unge piger og sine rejser til Østen, hvor han betaler for sex med 11-12-årige drenge. Helt frem til Springoras metoo-bombe i 2020 blev han støttet moralsk af vennerne i branchen og hyldet som en af de største litterære stjerner i Frankrig.

Den seksuelt nysgerrige Springora indvilger efter længere tids kurmageri i et forhold til den ældre Matzneff. En på flere måder ekstrem og grænseoverskridende relation, som får store psykiske konsekvenser for hende helt frem til voksenlivet. Selv efter at hun nogle år senere får revet sig løs af forholdet, fortsætter manden sit magtmisbrug: Han bruger hende i sine bøger, trykker teenagebilleder af hende og breve, hun har skrevet. Han spærrer hende inde i en bog, skriver hun, hvorfor hun som voksen beslutter sig for at gøre det samme med ham.

I “Samtykket” ræsonnerer Springora over sit eget medansvar og sit såkaldte samtykke – fordi hun ikke sagde fra dengang, ja, nærmest sagde til. Men også over, hvorfor ingen greb ind over for den herskende pædofilikultur; hverken forlagsbranchen eller Springoras egen mor, der ikke modsatte sig forholdet. Svaret er tidsåndens frie seksualmoral, som samtlige af Gabriel Matzneffs medløbere dækker sig ind under. Efter bogudgivelsen har mange af Matzneffs tidligere venner taget offentligt afstand fra ham. Flere ofre har meldt sig på banen, og hans toneangivende franske forlag, Gallimard, har stoppet salget af hans bøger. Matzneff blev anmeldt til politiet for pædofili, men går stadig frit omkring – dog ikke længere i litteraturen. Februar 2021 selvudgav han bogen “Vanessavirus”, fordi ingen forlag ønskede at assistere med den udgivelse, han har omtalt som sin svanesang.

Genrer og tematikker

Vanessa Springoras autobiografi, “Samtykket”, udkom i slipstrømmen af metoo-bevægelsen, der siden 2017 har fået tusindvis af kvinder verden over til at tale højt om seksuelle overgreb og krænkelser – bl.a. på de sociale medier under hashtagget #metoo, men også i bogform. Det var oprindeligt sagen om Hollywood-produceren Harvey Weinsteins årelange sexovergreb på kvinder i og uden for branchen, der satte bevægelsen i gang. Lignende sager er efterfølgende dukket op i andre lande og brancher, og flere overgrebsfortællinger er udkommet som litteratur, primært i selv- og autobiografisk form. Da Springoras selvbiografiske metoo-fortælling udkom i Frankrig januar 2020, blev den modtaget som en bombe under det franske parnas: “Vanessa Springora har skrevet en bog, der har efterladt det litterære landskab som en rygende slagmark. Hendes ord har både forløst hende selv og forandret Frankrig.” (Ulla Gjedde: “Hun var 13. Han var en stjerneforfatter på 50. Ny bog ryster det franske kulturparnas.” Dagbladet information, 2020-01-13).

“Samtykket” tematiserer magtmisbrug og seksuelle overgreb og beskriver, hvilke mekanismer der er i spil, når en pige/kvinde efter en krænkelse vender tilbage til det menneske, der har krænket. Sidstnævnte en omstændighed, der kendetegner sagen om Springora og den flere årtier ældre forfatter, Matzneff, som indgik i en på papiret frivillig, men i realiteten langtfra ligeværdig relation i flere år, indtil hun kom fri som 16-årig. Forholdet blev indledt, da hun var 13 år og han 50.

“Samtykket” peger ikke kun på Gabriel Matzneff som krænker, men også andre voksne, som vidste, hvad der foregik. Hvorfor greb de ikke ind? F.eks. de andre toneangivende forfattere i kredsen omkring Matzneff og Springoras familie, der så igennem fingrene med Matzneffs præferencer for unge piger og drenge – noget, han aldrig har lagt skjul på, heller ikke i sine værker. Både Springoras mor og mange andre har siden forklaret sig med tidsånden. “(…) der (er) stadig i 1980’erne en gnist af tidsånden fra 1970’erne, det store årti, der kæmpede for børns ret til at være seksuelle væsener og følgelig have forhold til voksne. I 1977 trykte LeMonde et åbent brev redigeret af gæt hvem, GM i egen person, som plæderede for at afkriminalisere sex mellem børn og voksne. Her underskrev notoriteter som Roland Barthes, Sartre, de Beauvoir, Gilles Deleuze, André Glucksmann, den kendte børnepsykiater Françoise Dolto og andre.” (Ulla Gjedde: “Hun var 13. Han var en stjerneforfatter på 50. Ny bog ryster det franske kulturparnas.” Dagbladet Information, 2020-01-13).

Den autobiografiske genre, som Vanessa Springora skriver i, har det seneste årti været et ofte kontroversielt litterært forum for deling af menneskelige erfaringer. En genre, der har skabt stor debat om forholdet mellem privatliv og litteratur.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i årene 2009 til 2011 udkom med mastodontværket “Min kamp” i seks bind, bliver hyppigt omtalt som igangsætter af den autobiografiske bølge, der for alvor tog fart i 2010’erne. Også selvom flere forfattere før ham har skrevet litteratur med udgangspunkt i egne erfaringer – f.eks. canadiskbritiske Rachel Cusk, der i 2001 skrev moderskabsbogen “Et livsværk”, der dengang udkom til stor forargelse, fordi hun filterløst beskriver sine oplevelser med at blive mor. Danske Olga Ravn udgav i 2020 sin autobiografiske moderskabsbog, “Mit arbejde”, der sender ladede hilsner til Knausgårds titel. Herhjemme betragtes forfatter Knud Romer, som i 2006 udgav “Den som blinker er bange for døden”, som en af de første danske forfattere, der i sløret form skabte fiktion over sit liv. Ikke nok med, at han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, så blev han også udskældt af gamle skolekammerater, der kritiserede ham for de udlægninger, han havde af sin egen barndom. De henvendte sig til ham og offentligheden via bl.a. helsidesannoncer i avisen, hvor de skrev, at de i hvert fald ikke huskede hans barndom sådan, så han med andre ord måtte være fuld af løgn. I dag er læsere blevet mere bekendt med den autobiografiske tradition, men det kan stadig skabe turbulens, når en forfatter krydser grænsen mellem fakta og fiktion. Samme år som Knud Romers roman udkom, skrev litteraten Poul Behrendt bogen “Dobbeltkontrakten” (2006), der handler om den tvivl, en autofiktiv bog kan generere, fordi læserne kan komme i tvivl om, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed.

At Vanessa Springoras værk er baseret på virkelighed, har der ikke hersket meget tvivl om, selvom Gabriel Matzneff selv insisterer på sin egen version af historien. Han blev efter udgivelsen anklaget for pædofili.

Beslægtede forfatterskaber

Godt et år efter at Vanessa Springoras metoo-roman rystede den franske kulturbranche, udkom Camille Couchners selvbiografiske gyser “La Familia Grande” (2021), der bærer samme titel på dansk. En bog, der fik Frankrig til at tale om incest, og på samme måde som “Samtykket” sendte chokbølger gennem den franske intellektuelle elite. Bogen portrætterer en prominent fransk 1968’er-familie og er skrevet af advokaten Couchner, der ligesom Springora er magtfuld inden for sit erhverv – et faktum, der ikke er ubetydeligt i forhold til at få ørenlyd i de franske medier.

I “La Familia Grande” hører vi fortællingen om en af samfundets feterede storfamilier og en stedfar, der i frisindets navn begynder at seksualisere sin pubertære stedsøn. Broren beder søsteren tie, og tavsheden tynger hende i 30 år. Dagen før Couchners litterære vidnesbyrd udkom, forlod hendes stedfar, Olivier Duhamel, den krænkende part, samtlige af sine topposter i det franske erhvervsliv. Bogen afstedkom desuden et nyt hashtag, #metooinceste, der har fået mange til at dele deres oplevelser på internettet, som det også skete i 2018 med #metoo.

En udgivelse, der på samme, om end væsensforskellige, måde står som et stærkt vidnesbyrd om en alvorlig krænkelsessag, er svenske Matilda Gustavssons metoo-undersøgelse, “Klubben” (på dansk 2020). I den kortlægger hun skandalen i Det Svenske Akademi, som hun dækkede fra sin position som journalist på Dagens Nyheter. En historie, der fortæller, hvordan den seksuelle krænker Jean-Claude Arnault blev fældet af metoo-bevægelsen og tog Det Svenske Akademi med i faldet – hvilket bl.a. betød, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt i 2018. Det sker bl.a. via samtaler med ofre og kunstnere fra det Stockholmske kulturmiljø, der kender til franskmanden, som i bogen bliver anonymiseret som “kulturprofilen”. Rygter om Arnaults grove overgreb mod unge kvinder havde floreret i årevis, men det var først, da sagen om den voldtægtsdømte filmmand Harvey Weinstein brød løs, at ofrene fik incitamentet til at tale højt.

I Danmark har metoo-bevægelsen endnu ikke på samme omvæltende vis fundet vej til litteraturen. Dog har forfatter Leonora Christina Skov i romanen “Hvis vi ikke taler om det” (2021) – efterfølgeren til “Den, der lever stille” (2018) – beskrevet, hvordan hun som ung lesbisk kvinde i 2000’erne over længere tid lader sig forføre af en mandlig forlægger, som sidder inde med magten til at forløse hendes forfatterdrømme. Det er først, da den første metoo-bølge rammer Danmark i 2018, at det går op for den nu modne forfatter og jegfortæller, at det, der skete dengang, ikke var hendes egen skyld.

Bibliografi

Springora, Vanessa: Samtykket. Grif, 2020.

Om forfatterskabet