Danielle Steel skriver ikke serier, kun enkeltstående romaner samt børnebøger og enkelte nonfiktion-bøger, men der er klare tematiske tråde mellem hendes udgivelser. Lige siden sin debut ”Going Home” i 1973 har forfatteren fokuseret på familietemaer og andre menneskelige relationer, derunder de romantiske. Hendes kærlighedsromaner beskriver den samtid, de er skrevet i, og de er realistiske skildringer af mennesker, der ofte bevæger sig i de øvre socialklasser.
I 1984 var hun med til at skrive en bog om moderskab, og samme år udgav hun en digtsamling, men ellers udgiver hun primært romaner med kvinder i hovedrollen. Danielle Steel har også skrevet mange børne- og billedbøger, og i de bøger skriver hun ligeledes om de udfordringer, man kan stå over for i sit liv, som ufrivillig abort og tab af en elsket.
Modsat mange af hendes kollegaer, der skriver kærlighedsromaner – deriblandt amerikanske Julia Quinn (f. 1970), der er kendt for sine historiske romaner om familien Bridgerton – indeholder Danielle Steels bøger ikke udpenslet erotik. Hendes univers fokuserer på de følelsesmæssige dimensioner af kærligheden, deriblandt tilknytningen til et andet menneske og opbygningen og fastholdelsen af et fællesskab, og ikke mindst livets store kriser. Hun berører mange alvorlige emner i sine bøger, såsom misbrug, at sidde i fængsel, død og sygdom – selv Holocaust i romanen ”En fars gave” (2021).
Oftest er pointen i bøgerne, at man kan styre gennem de kriser, man måtte møde, og holde fast i de meningsfulde relationer, der findes i ens liv. På den vis er hendes litteratur skematisk og følger en formel, der altid ender harmonisk efter mange udfordringer. I en artikel i Berlingske Tidende, der beskrev forfatterens salgsevne, blev hun beskrevet således: ”Hvad Judith Krantz var i 70'erne og 80'erne med sine bøger om kvinder, der blev chefer, er Danielle Steel i 90'erne tidens talerør. Hun skriver om de gamle værdier, som 80'ernes hårde tone og AIDS har fået genskabt. Det nære familieliv. Ægteskab og børn. Bedsteforældre og børnebørn.” (Else Cornelius: Der er guld i at forgylde. Berlingske Tidende, 1995-07-30).
Danielle Steel mener selv, at hendes store force er, at hendes karakterer føles ægte og autentiske, på trods af at de ofte kommer fra de øvre socialklasser. Forfatterens brug af store livskriser, hvor karaktererne kastes igennem et personligt helvede, understreger, at selv de rige har problemer, og det skaber en identifikation hos læseren og et håb om, at det er muligt at passere gennem krisen.