Sternberg deler humoren og det performative, såvel som en snert af det absurde, med flere af de forfattere, som han har fortiden i Øverste Kirurgiske tilfælles med, som bl.a. Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl. Øverste Kirurgiske var til dels et opgør med de salvelsesfulde 1980’er-digtere, hvor det var personligt og sjæleligt. Og det opgør går igen i Sternbergs digte, der søsætter et performativt jeg. Men Sternberg hører ikke helt til den første del af ØK-digterne, som var lidt ældre end ham, han kom, som han selv siger det ”til efter højdepunkterne” (Thorkil Jacobsen: De gjorde poesi til en fest. Berlingske, 2015-11-02).
Det konceptuelle udgangspunkt, som Sternberg lægger for dagen i sine digte, kunne man pege på, han deler med en forfatter som Birgitte Krogsbøll. Ligesom Sternbergs er Krogsbølls digte skåret meget stramt efter en ide, et koncept. Krogsbøll laver lister, og de får også en underfundig humor over sig, som det kommer til udtryk i bl.a. ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger” (2013).
Hele Sternbergs ”Tidspentalogien” er udkommet på forlaget Kronstork, et forlag som har udmærket sig ved at udgive solide bøger, som ikke altid er voldsomt påvirket af tidsånden. Blandt stifterne og de stadig aktive medlemmer af redaktionen af Kronstork er Lars-Emil Woetmann, som også selv er digter. Han har slået sine yngre folder på poetry slam-scenen, og gad vide om han ikke også har læst op til et Øverste Kirurgiske-arrangement eller to igennem tiden, den slags bogføres jo som bekendt ikke. Men ligesom Sternberg har han også bibeholdt et element af det mundtlige og det morsomme fra sin tid som optrædende digter i sine senere bøger. Woetmanns debut ”Af det almene” (2018) har et mere eksplicit politisk aspekt end Sternbergs digte, selvom det politiske heller ikke er fraværende i dem.
Sternbergs tidsrejser kan få én til at tænke på det modsatte, at sidde fast i tiden, og det er jo det, hovedpersonen i Solvej Balles tidsseptologi ”Om udregning af rumfang” gør. Den første af dem udkom i 2020, og i skrivende stund i 2023 er udkommet de første fire bind.