Aktuelt værk: Fremmeddigte

Citat
”så længe du kan huske/ har jeg også været her// stedet er ikke mit men dit// jeg har været fremmed/ lige siden begyndelsen// du har altid hørt til// jeg er den fremmede/ du er den velkendte// du er standarden/ jeg er afvigelsen// jeg kan prøve på/ at blive en af jer// eller jeg kan blive ved med/ at være en af os”
”Fremmeddigte”, s. 24.

”Fremmeddigte” (2023) vender, om ikke andet så i hvert fald delvist, tilbage til den form, Sternberg forfinede i ”Tidspentalogien”, ligesom i øvrigt forgængeren ”Helbredende digte” (2021), gjorde det. I ”Fremmeddigte” er jeget en sproglig figur, som er afledt eller udledt af ordet fremmed, og duet i teksterne er den eller dem, der har sprogliggjort jeget som fremmed: ”Det var dig der pegede på os/ sagde at vi var en gruppe// du er ikke en del af den” (s. 11).

136458159

Men jeget, som også nogle gange kan være et vi, men for det meste er et jeg, er heller ikke en konsistent karakter med en psykologi, eller sågar altid med en krop. Jeget præsenterer sig på første side: ”jeg er ikke som dig// det er mit mest/ grundlæggende træk// så vidt du ved// kunne det være/ mit eneste træk” (s. 7). Og senere i bogen hvor der står: ”vi// kender/ forstår/ ikke hinanden/ jeg er/ ikke dig/ ikke mig/ jeg er min position/ jeg ville kunne/ se både veje og græs// på klare dage/ hele vejen til havet// men der er bygninger overfor/ og jeg er altid tåget indeni” (s. 40).

Jeget i teksterne kan siges at være en ren position, som det hævder ovenfor, men kan alligevel ikke holde sig fra at blive konkret, bundet til et sted med en specifik udsigt og en specifik indre tilstand: tåget indeni. Men hvem er det også meningen, den fremmede kan være? En sproglig, eller politisk kategori, en syndebuk, en bibelsk næste. Sternbergs digte vender hele tiden spørgsmålet rundt, snurrer det rundt i sine digte. Ofte skifter udsigelsespositionen inden for det samme digt, så det bliver helt tydeligt, at den fremmede er et jeg for sig selv, og at man måske selv er en fremmed for den fremmede.
”du kan ikke læse/ hvad jeg skriver// af bare had/ og lyst til at svare igen// jeg kan ikke forstå/ at du har det sådan// selv om jeg har det/ på samme måde// når du skriver/ kan jeg ikke// læse/ hvad du skriver// af bare had// og lyst til at svare igen” (s. 55).

Sternberg vedbliver at forfine sin ord- og billedknappe stil, og der er tale om skarpe, præcise og letlæselige digte, også i denne bog.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fremmeddigte"