Ved læsningen af et helt forfatterskab kan det ske, at der viser sig tematikker, som snor sig som en let skjult rød tråd gennem bøger, der hver især mere direkte tematiserer noget andet. Sådan er det at læse Sternberg. Selvom hver af bøgerne, mere eller mindre er betitlet med det, de tematiserer – depression, fremmede, helbredelse, tidsrejse – så viser der sig i helheden et større billede af ensomhed. Det kommer selvfølgelig frem på forskellige måder i de forskellige bøger. Men på en måde bindes det sammen af udgivelsen ”Simple dage”, som også beskrevet ovenover. Her er der tale om et digterjeg, som kan føles autobiografisk. I hvert fald på en anden måde end de andre. Her får vi et jeg, der bor i København og har en stille og rolig hverdag. Påfaldende udramatisk i forhold til, at større livsbegivenheder finder sted. Men digtene insisterer på rum, hvor digteren er alene, hvor små rutiner, sokkeneuroser og biblioteksbøger får lov at fylde digtene.
Nummer fire i ”Tidspentalogien”, ”Tidsrejsedigte” (2016), tegner ensomheden på en mere tilspidset måde. En tidslig ensomhed, fordi jeget er en tidsrejsende, men det er der ikke andre, der er. ”det er ikke alle/ der ville vælge// at rejse i tiden/ selv hvis de kunne// det er at fravælge// familien/ vennerne/ jobbet/ hverdagen” (s. 30).
På en måde er der noget i formen, som Sternberg skriver de fleste af sine digte i, som fører til denne ensomhed. Den konceptuelle stil, hvor et jeg ligesom skriver sig selv frem som en sproglig figur, betyder også, at det er et jeg, der differentierer sig selv fra alle andre for overhovedet at kunne træde frem. Det bliver med andre ord meget ofte en meget ensom position. Jeget taler fra guldalderen, eller som et guldalderjeg, til et du/en læser, som ikke er det, om at det er svært at forstå, hvad det vil sige at være et guldalderjeg, når man ikke er det. Men jeget skriver ikke så meget om, hvordan det er at være et guldalderjeg blandt andre guldaldermennesker, med en guldalderkæreste eller guldaldervenner.