Sternbergs digtsamling ”Simple dage” (2020) består af fire dele, der alle er betitlet med datoer, der strækker sig fra 2011-2018. Et af kapitlerne er et tidsrum udmålt i dage, 8. januar-15. januar, et andet er et år, 2011, og et andet spænder over fem år. Man fornemmer, at overskrifterne ikke er til for at danne overblik over et livsforløb, og det samme gør sig gældende for digtene selv: ”alt det/ som en dag består af// en uge er endnu længere// en måned er uoverskuelig” (s. 8.)
48426069
De fleste af digtene får man fornemmelsen af udspiller sig i København, men i en periode pendler jeget frem og tilbage mellem Berlin og København: ”det gjorde jeg/ i en evighed/ i sådan cirka halvandet år” (s. 8). Digtene handler i høj grad om at lave nogle rolige og meningsfulde, ja, simple dage, midt i en tid, hvor jeget gennemlever to større kærlighedsbrud. ”jeg har i alle årene haft et behov// for at skabe nogle helt enkle rutiner:/ simple dage// for ikke at lade det sejle// ombord på Gedser-Rostock-færgen/ spiste jeg for eksempel// altid currywurst med kartoffelmos til// dertil en kop kaffe eller to// så var den overfart gået” (s. 93).
Sternbergs digte har i særlig grad i denne bog en tør humor, som f.eks. kommer til udtryk i linjeskiftet ”lade det sejle/ ombord på Gedser...”. Det er ikke bare deadpan-morsomt, det er også en poetik, der ligger i at insistere på det simple sprog, på at tingene er konkrete. Selvom der er kærlighedsbrud, og selvom jeget godt kan skrive, han er ked af det, så handler det mere om at skrive en sorgfuld og underfundig rastløshed frem. Så digteren går på biblioteket og låner en bog, som han er bange for, han har mistet. Eller han går på kirkegården og kan lakonisk konstatere, at ingen bliver 200 år. Midt i alt det upåfaldende og udramatiske er der glimt af omsorg og medfølelse, som når jeget modtager et brev tiltænkt hans udlejer, en gammel, syg dame, som nu ikke får den omsorg, brevet var. Men det er kun i korte glimt, og vi hører f.eks. ikke om, at jeget skulle have forsøgt at få brevet videre til sin udlejer. Digtene har svært ved at indeholde andre mennesker, de er ligesom til stede uden for digtene, men digtene er i sig selv til for at skabe en ro, som jeget måske ikke kan finde andre steder.