”Tidspentalogien” indeholder de fem bøger ”Stenalderdigte” (2011), ”Depressionsdigte” (2014), ”Guldalderdigte” (2016), ”Tidsrejsedigte” (2016) og ”De sidste dage-digte” (2018). De er en serie på den måde, at de har fællestræk, mere end at de kronologisk eller narrativt hænger sammen. Der er tale om digte, som er både ord- og billedknappe og helt uden f.eks. metaforer. Det er korte digte, som sjældent spænder over mere end én side. Der er masser af luft på siden, mange dobbelte linjebrud og helt korte sætninger. De enkelte digte kan ikke stå for sig selv, de hænger sammen i en lang kæde.
Hver af bøgerne har et tidsrejseaspekt over sig. Der tales fra, eller nogle gange snarere som, forskellige tider. Et jeg præsenterer sig på første side som et guldalderjeg, et depressionsjeg, et tidsrejsende jeg, og derefter følger det, Sternberg selv kalder logiske digte. De følger med andre ord en poetisk logik, der hele tiden vender og drejer udgangspunktet for digtene. Det sker med tør og meget deadpan-agtig humor, der tit læner sig ind i det absurde. I ”Depressionsdigte” kan det f.eks. lyde sådan her: ”Når vi ikke er/ begravet i hinandens arme// står vi helt stille/ ved siden af hinanden// min krop er en urne/ din krop er en urne// selvfølgelig har vi ikke sex” (s. 9).
55096155
Meget ofte er der i digtsamlingerne en sammenblanding af et personligt og et upersonligt perspektiv. Forstået på den måde, at når jeget er en funktion, eller nærmest en direkte afledning af sin titel, f.eks. depression, er der ikke hele tiden tale om et jeg, som skal forstås som en person med f.eks. forældre og en krop og en psykologi. Der er snarere tale om en kropsliggørelse eller næsten skriftliggørelse af depressionen. Galgenhumoristisk som det kan lyde i ”De sidste dage-digte”, hvor jeget er det sidst levende menneske, i den sidste tid: ”hvis du er død// og det er du nok/ for disse digte er skrevet/ af det sidste menneske// som ikke er dig/ men mig” (s. 45). Det rummer både den uforståelige og derfor næsten absurde og morsomme tristesse, men også et spinkelt håb: At det sidste menneske stadig har lyst til at henvende sig. For så at aflyse det håb, ved tanken om, at man jo er den sidste. Den slags ringslutninger, eller kortslutninger, er der mange af i Sternbergs digte, særligt i ”Tidspentalogien”.
”Depressionsdigte” har selve legen imellem det personlige og upersonlige bygget ind i sin titel, som ikke refererer entydigt til en historisk tidsperiode, ligesom de andre gør. Bogen handler ikke om ”depressionen” som tidsalder med børskrak og dustbowl, men heller ikke om en specifik person med en depression. Den gør sig i stedet forsøg med at skrive som depressionen, snarere end fra den. Ikke personificeret, men som depressive digte. For der findes ingen digte at skrive i en depression, noget paradoksalt bogen også nærmer sig: ”jeg er ingenting værd// og har intet/ at sige til nogen// hvis du hører/ et ord fra mig/ er det ikke/ et ord fra mig” (s. 49).