Som satirisk tegner fik Storm P. inspiration til sin måde at tegne på fra amerikanske tegneserier og senere tegnefilm. Begge dele var helt nye medier i første årtier af 1900-tallet. Ifølge Storm P. Museet var hans tidlige tegninger og digte inspireret af symbolisten Johannes Holbek, og han udviklede sig ifølge Storm P. Museet fra at ”være søgende ”altmuligkunstner” inspireret af tidens satire og hjemlige strømninger i kunsten til en meget personlig og internationalt orienteret stil.”
Han fik også inspiration til sit udtryk fra de amerikanske reklametegnere. Det ses f.eks. i Storm P.s kendte plakatreklame for Tuborg med sloganet: ”Hvornår smager en Tuborg bedst?” ”Hver gang”. Et slogan, der gik hen og blev en klassiker.
En anden forfatter, der levede i samme periode som Storm P., og både skrev og tegnede, er Hans Scherfig. Ud over at de havde tidsalderen til fælles, havde de begge et satirisk og humoristisk blik på samfundet og har endda tegnet til den samme bog ”Søløven Marius”. I modsætning til Storm P. er Hans Scherfigs forfatterskab bredere kendt, og hans tegninger til gengæld lidt mindre kendte – måske med undtagelse af ikon-plakaterne af junglens dyr. Scherfigs streg er mere naturalistisk og mindre komisk, hvor Storm P.s er mere grafisk og enkel.
I nutiden har forfattere som bl.a. Johannes Møllehave ladet sig inspirere af Storm P. og hans eksistentielle betragtninger om livet. Johannes Møllehave har f.eks. skrevet bøgerne ”Møllehave læser Storm P.” (2005) samt ”Tusind fluer med et smæk” (1982), der undersøger humoren og alvoren i Storm P.s værker og bogen ”Filosofiske fluer” (1988) om Storm P.s filosofi.