Storm P. var også forfatter, om end hans forfatterskab af kritikere ikke blev kategoriseret som litteratur. I dag sættes det – ifølge Storm P. Museet – ”højt, ikke mindst blandt yngre forfattere”.
I novellen ”Hotel Jazz” fra bogen ”Hotel Jazz – og andre fortællinger” fra 1921 møder vi ’jeg’, en selvudnævnt berømthed, som ankommer til Artisthotellet i New York City, hvor han skal bo på værelse. Historien skildrer – og parodierer – en person, der gerne vil være med på noderne og være moderne, men som i praksis har svært ved det. F.eks. i forhold til jazz, som han ikke bryder sig om, men fortæller sig selv, at han skal kunne lide: ”lidt efter lidt var jeg omgiven af et infernalsk Spektakel (…) Dette var Jazz – vor Tids underskønne Musik – dette var Step og Sang og Livsglæde med Sandpapir og halve Kokosskaller – og saa huskede jeg paa, at det var et Artisthotel og lige noget for mig.” (s. 12).
Storm P. beskriver i historien et absurd univers, og han gør det med skarp satire og parodi. Eksempelvis: ”En Flyvemaskine standsede uden for Vinduet og en Mand smed et Papir ind til mig - jeg tog det op og læste. ”Brug altid Bras og Bros Bukserem – og gaar De med Seler – saa gaa ad helvede til” (s. 9).
”Min ven Sofus” er både navnet på en novelle og en novellesamling fra 1918, der samler Storm P.s. fortællinger om vagabonder. Vagabonden var en anden af Storm P.s yndlingsfigurer, og i hans verden blev vagabondlivet fremstillet langt mere idyllisk, end det formentlig har været. Carl Roos, der har skrevet forordet til bogen, beskriver Storm P.s fascination af vagabonden således: ”Han så en broder i enhver anden, der på samme måde ikke hørte til noget geled. Alle dem, der ikke reusserede. Derfor hans kærlighed til vagabonden.”
Historierne handler frem for alt om kammeratskab og fællesskab, fortalt gennem samtaler om hverdagen og med masser af dialekt. I historien ”I Proppen” taler de to vagabonder Fred’rik og Niels om vejret, om deres ture rundt i København og deres besøg på bl.a. Statens Museum for Kunst. Men som Fred’rik bemærker var ”det æ no’en forfærdelig store Lokaler – man bli’er helt svingel a’ og rende rundt deroppe – og saa’ æ det grusomt – der æ’ ikke et Men’ske, hvis man raaver om Hjælp.” (s. 10).
Som læser skal man ikke have ondt af vagabonderne; de har deres egne meninger og er slet ikke interesserede i at være en del af det pæne borgerskab. Som Carl Roos skriver i forordet: ”Således lærer han os en smule medmenneskelighed. Han lærer os det uden tårer. Han lærer os det med et stort smil, og hvad ville verden være uden smil?”. Storm P. så efter sigende heller ikke ned på vagabonderne; det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at vagabonden, der bor ulovligt nede i kælderen, alligevel ser fra oven ned på dem i etagerne, som Carl Roos bemærker.