Gustav Valdemar Stranges ”Til alle dem der vil forlade mig” bygger på genren ballader og trækker derfor på store forfatterskaber som Dante Alighieri og Francesco Petrarca. I samlingen citeres også direkte og indirekte fra forfatterskaber som Eduard von Keyserling, Birgitta Trotzig, H.C. Andersen, Valeria Luiselli, Pentti Saarikoski, Ursula Andkjær Olsen, Pia Juul, Witold Gombrowicz, Kenneth Koch, Kirsten Thorup og Virginia Woolf. Forskellene til trods er de forfatterskaber derfor på forskellige måder viklet ind i og ud af Gustav Valdemar Stranges forfatterskab.
Forfatterskabet skriver sig ind i en lang tradition for at undersøge forholdet mellem fædre, sønner og deres mødre – fra Sofokles’ ”Ødipus” (udgivet et sted mellem 430 og 435 f.kr.) og frem. Det gælder derfor også i den litteratur, der udgives lige nu. Man ser det f.eks. i Glenn Bechs debutroman ”Farskibet” (2021), hvor han også skriver om en mistet far, provinsen og om at springe ud som homoseksuel; i Søren R. Fauths langdigt ”Digt om døden: En bog om min far” (2018), hvor sorgen, melankolien og tvivlen løber som en tråd gennem hele digtsamlingen; i Jens Blendstrups ”Gud taler ud” (2004), der er et portræt af en aldrende, dæmonisk far; i Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), der skildrer opvæksten i en socialt belastet familie i provinsen; i Christian Dorphs ”Jeg slog min far ihjel” (2021), der skildrer manglende sorg efter faderens dødsfald; i Thomas Bobergs ”69 dæmoner” (2022), der også er et opgør med den dæmoniske faderskikkelse; i Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2009-2010) og i mange, mange flere.
Derudover skriver forfatterskabet sig ind i den tendens, at samtidsforfattere tør udstille deres egne fejl, sårbarhed og utilstrækkelighed. Det ser man i forfatterskaber og værker som f.eks. Asta Olivia Nordenhofs ”Det nemme og det ensomme” (2013); i Caspar Erics ”Nye balancer” (2023); i Sebastian Nathans ”Honey Moon” (2021); i Yahya Hassans ”Yahya Hassan” (2013); i Victor Boy Lindholms ”Hyklertrilogien” (2020).