Gustav Valdemar Strange

Gustav Valdemar Strange er født i 1992, uddannet fra Forfatterskolen i 2022 og debuterede i 2024 med digtsamlingen ”Til alle dem der vil forlade mig”. I bogens pressemateriale fortæller han, at bogen især handler om hans far, og at bogen er inspireret af hans egen private historie: ”Min far døde i 2018, og i perioden efter skrev jeg rigtig meget. I begyndelsen var jeg ikke optaget af, hvad jeg skrev om, men så kunne jeg se, at det handlede om mit forhold til min far. Kort tid efter lagde jeg teksterne fra mig i to år. Det føltes for privat og for sårbart.” (Gyldendal: Til alle dem der vil forlade mig. Gyldendal, 2024-08-15).

Han skrev i stedet på alt muligt andet, men blev ved med at vende tilbage til de tekster. Der var altså ingen vej udenom: ”Arbejdet måtte fortsætte. Og det blev så en atypisk sorgbog, kan man kalde den, da den beskæftiger sig med en sorg, der er mærkeligt fraværende. Jeget forventer sorgens komme, men den udebliver, og når den viser sig, er den ikke ren, men mudret. Der er noget urent trav i sorgen pga. de komplekse relationer.” (Gyldendal: Til alle dem der vil forlade mig. Gyldendal, 2024-08-15). Det er imidlertid ikke lig med, at bogen ikke også er fiktion, for i dag er forfatteren langt fra de frustrerede og vrede følelser, han havde engang: ”Men jeg står ved, at jeg stadig blotter mig. Bordet fanger. Det kan jeg li’ at det gør, for så har jeg sværere ved at skjule mig.”

Hele debutbogen ”Til alle dem der vil forlade mig” er altså på samme tid præget af en indadvendt skam og sårbarhed og en længsel efter at råbe den ud i verden, så alle kan høre det. Udover forholdet til faderen beskriver debutbogen derfor også digterjeget og forfatterens ofte vanskelige opvækst i provinsen, lidt udenfor Silkeborg; den beskriver livet på et kollegie i København med fester, venner og en anden seksualitet end den, der er flest af; og den beskriver savnet til en mor, der efter farens død finder sig selv og lever sit andet liv, uden at der rigtig er plads til det digterjeg, der måske er voksen, men stadigvæk hendes søn.  

Gustav Valdemar Stranges ”Til alle dem der vil forlade mig” udkom i 2024. Den genrebestemmes som ballader, altså som fortællende digte, ofte i en betragtelig længde – og det gælder også her. På små 200 sider og i et lige ud ad landevejen-sprog fortæller det unge digterjeg, der bor på et kollegie i København, om at bære på en vanskelig familiehistorie, på en skam, der også er knyttet til det at springe ud som homoseksuel. Bogens sprog beskrives i en anmeldelse i Information som udspændt mellem ”talelængsel og taleskam” (Lone Nikolajsen: Digtdebutant Strange er fanget mellem talelængsel og taleskam. Information, 2024-08-15). Digterjeget er hele tiden i tvivl: ”Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det her. Som om der var noget/ at bekende” (s. 85).

Helt centralt i samlingen står det komplicerede savn til digterjegets afdøde socialdemokratiske far med konservativt blod i årerne – en mand, som havde svært ved at tale om følelser, og som gav sin søn kongenavne og efternavnet Strange, der trækker tråde tilbage til det bedre københavnske borgerskab. Det komplicerede savn synes mere at være en skam over ikke at savne ham rigtigt. Da faren dør af en kræftsygdom, er jeget ude og rejse, men han tager ikke hjem med det samme. Og tabet vækker heller ikke en sorg, der er forløsende. Det er derimod en ”forkælet sorg” (s. 41), sorgen ”over ikke at føle nok” (s. 41). Det, sorgen vækker i stedet, er en anden sorg, han havde forsøgt at fortrænge: ”Jeg begyndte at sørge over hele min barndom” (s. 42).

138755304

Gennem barndoms- og ungdomserindringer hører man derfor om en familie, hvor man havde svært ved at tale om hinandens følelser. En far, hvis selvforståelse går itu sammen med det tekstilfirma, han har drevet i 15 år. Han møder digterjegets mor, der arbejder på kontor og frygter en fremtid med villa, Volvo og vovse, og som giver ham en chance for at starte forfra: ”Og alligevel tror jeg ikke det liv de skabte, nogensinde kom til at/ leve op til deres forventninger” (s. 132). Da faren dør, finder den bramfri mor med onkelhumor sig selv igen, og det vækker på en måde et andet savn i digterjeget; at ”det ikke længere er far, men dig, jeg savner” (s. 179). Parallelt med erindringerne hører man om at bo på kollegie i København og især om at forsøge at træde frem som menneske på en måde, der også er fejlbarlig sårbar, utilstrækkelig.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Til alle dem der vil forlade mig"