I rejseberetningen “Wo Europa anfängt” fra 1991 (“Hvor Europa begynder”, 2021) møder vi “jeg” – en kvinde, vi ikke kender navnet på – som vil rejse fra Japan og med den transsibiriske jernbane gennem Rusland mod Europa. Moskva er der, “hvor Europa begynder”, og en by, som hendes forældre altid har talt drømmende om.
Da kvinden skal ombord på et skib, der skal sejle hende fra Japan, mister hun på forunderlig vis hukommelsen og må erstatte den med rejseberetninger og dagbogsnotater fra sin færd mod Europa.
61427023
Historien indledes med en fortælling, som kvinden har hørt som barn, der handler om, at man ikke må drikke “fremmed vand” – det vil sige vand fra andre steder end der, hvor man kommer fra – ellers kan der ske forfærdelige ting.
Fortællingen er symptomatisk for resten af “Hvor Europa begynder”, der gennemgående refererer til gamle folkeeventyr og fabler, som flettes sammen med kvindens egne oplevelser på sin rejse.
Historien skifter i tid – fra dagbogsnotaterne til rejseberetningen til tiden efter rejsen. Rejseberetningen er imidlertid én, kvinden har lavet, inden hun overhovedet tog afsted på sin rejse, hvilket underbygger det, man hele tiden fornemmer – at balancen mellem fantasi og virkelighed er hårfin. Hvad er sandt, og hvad er ikke?
Stederne, hun kører igennem i toget, er ikke bare steder; de har sjæl, byerne har sjæl – Moskva er fx hende – og i sig selv en vigtig karakter i novellen.