Portræt af Yoko Tawada
Yoko Tawada
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Yoko Tawada

journalist Martine Stock. Maj, 2022.
Top image group
Portræt af Yoko Tawada
Yoko Tawada
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Den japanske forfatter Yoko Tawada, der både skriver på tysk og japansk, er i dag en af Japans mest læste og oversatte forfattere. I “En isbjørns erindringer” skriver hun medrivende og humoristisk om relationen mellem dyr og mennesker i en fortælling om tre generationer af isbjørne. Og i “Udsendingen” tematiserer hun med sproglig lethed klimaforandringer og miljøkatastrofer i et fremtidssamfund, der fremstår surrealistisk og dystopisk, men som måske er mere realistisk end som så.

 

54445296

 

Blå bog:

Født: 23. marts 1960, Japan.

Uddannelse: Kandidat i tysk litteratur fra Hamborg Universitet, 1990. Doktorgrad fra Zürich Universitet, 2000.

Debut: Anata no iru tokoro dake nanimo nai. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 1987

Litteraturpriser: Akutagawaprisen, 1992. Adelbert von Chamisso-prisen, 1996. Tanizaki-prisen, 2003. Goethe-prisen, 2005.

Seneste udgivelse: En isbjørns erindringer. Forlaget Grif, 2018.

Inspiration: Gertrude Stein, Jorge Luis Borges, Walter Benjamin, Paul Celan.

 

 

 

 

 

Yoko Tawada besøgte Lousiana Litteraturfestival i 2018 til en snak om at skrive på to forskellige sprog og om forbindelsen mellem mennesker og dyr. “Writing Without Borders”. Produceret af Lousiana Channel, 2018.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Han forsøgte konstant at overbevise sig selv om, at hans generation var den diametrale modsætning til dagens unge, og at de var så stærke, at de kunne blive ved med at arbejde fra morgen til aften uden nogensinde at blive syge eller trætte; at de tilhørte en helt anden art.”

“Udsendingen”, s. 119. Oversat af Mette Holm.

Baggrund

Da Yoko Tawada (f. 1960) var barn i Tokyo, troede hun, alle i verden talte japansk. Efterhånden som hun blev ældre, opdagede hun, at der fandtes en verden af sprog uden for Japan, godt hjulpet på vej af de mange internationale titler i sin fars boghandel. Fascinationen ved sprog hang ved, og som ung begyndte hun at læse russisk på Waseda Universitet, men længtes efter at studere i Sovjetunionen, hvilket dengang var umuligt på grund af Den Kolde Krig. I stedet tog hun i 1979 den transsibiriske jernbane gennem Rusland, en togtur på 6.000 kilometer og den samme rejse, som hendes hovedperson i “Hvor Europa begynder” tager. Efter rejsen endte hun i Tyskland og blev så glad for landet, at hun tre år senere bosatte sig permanent i Hamborg, der dengang var en del af Vesttyskland, hvor hun fik job og samtidig begyndte at læse tysk litteratur på universitetet:

“Det hele begyndte for mig i Hamborg i 80’erne. Det var ulig noget andet sted; du kunne bare gå ind og ud af klasser, som det passede dig. Det åbnede min horisont for at lære og læse. I mine tidlige russisk litteratur-dage, blev Dostojevskij en form for syge, en afhængighed for mig. Senere fulgte Walter Benjamin, Edgar Allan Poe, Gertrude Stein og Jorge Luis Borges,” siger Yoko Tawada (Alexandra Pereira: Between Two Languages: An Interview with Yoko Tawada. The Paris Review, 2018-11-16. Egen oversættelse).

I 2006 flyttede hun til Berlin, hvor hun også bor i dag. Over for Paris Review beskriver hun byen som en scene snarere end en by: “Byen er ligesom ingen andre. Det er et stort kunstprojekt. Forfattere, kunstnere, artister, koncerter, forelæsninger overalt og hele tiden.”

Yoko Tawada er kendt for at skrive på både tysk og japansk og for at oversætte egne bøger fra det ene sprog til det andet. Hun har vundet adskillige priser for sine udgivelser. Sproget er i sig selv et tema i Yoko Tawadas forfatterskab, og hun siger selv, at der ikke er noget “nationalt” eller “naturligt” i den måde, vi bruger ord på: “Selv ens modersmål er en oversættelse, mener hun” (Julian Lucas: The Novelist Yoko Tawada Conjures a World Between Languages. The New Yorker, 2022-02-21. Egen oversættelse).

Yoko Tawada ynder at skifte mellem at skrive på tysk og japansk – efter sigende for at undgå at blive for komfortabel på ét sprog. For forfatteren er de to sprog ret forskellige. Hun har beskrevet det tyske sprog som musik. Ikke en smuk melodi, men som en slags arkitektur, hvorimod japansk forekommer hende mindre logisk og derfor et sprog, hun føler sig friere i at bruge. Tilknytningen til Rusland, Tyskland og Japan løber som en rød tråd gennem hendes forfatterskab, og de lande indgår ofte på den ene eller anden måde i hendes bøger.

Hvor Europa begynder

“Jeg lagde mig på maven i sengen og kiggede ud ad vinduet. Over omridsene af tusinde birketræer så jeg utallige stjerner, som så ud til at være ved at falde ned.”

“Hvor Europa begynder”, s. 15. Oversat af Mette Holm.

I rejseberetningen “Wo Europa anfängt” fra 1991 (“Hvor Europa begynder”, 2021) møder vi “jeg” – en kvinde, vi ikke kender navnet på – som vil rejse fra Japan og med den transsibiriske jernbane gennem Rusland mod Europa. Moskva er der, “hvor Europa begynder”, og en by, som hendes forældre altid har talt drømmende om.

Da kvinden skal ombord på et skib, der skal sejle hende fra Japan, mister hun på forunderlig vis hukommelsen og må erstatte den med rejseberetninger og dagbogsnotater fra sin færd mod Europa.

61427023

Historien indledes med en fortælling, som kvinden har hørt som barn, der handler om, at man ikke må drikke “fremmed vand” – det vil sige vand fra andre steder end der, hvor man kommer fra – ellers kan der ske forfærdelige ting.

Fortællingen er symptomatisk for resten af “Hvor Europa begynder”, der gennemgående refererer til gamle folkeeventyr og fabler, som flettes sammen med kvindens egne oplevelser på sin rejse.

Historien skifter i tid – fra dagbogsnotaterne til rejseberetningen til tiden efter rejsen. Rejseberetningen er imidlertid én, kvinden har lavet, inden hun overhovedet tog afsted på sin rejse, hvilket underbygger det, man hele tiden fornemmer – at balancen mellem fantasi og virkelighed er hårfin. Hvad er sandt, og hvad er ikke?

Stederne, hun kører igennem i toget, er ikke bare steder; de har sjæl, byerne har sjæl – Moskva er fx hende – og i sig selv en vigtig karakter i novellen.