Aktuelt værk: Mestrene

Citat
Citat ”Det er en anden måde at se den giftige maskulinitet på som alle taler om, manden der for at præstere sætter alt over styr, der fylder sig selv med gift (kokke, erhvervsfolk i finanssektoren har længe båret på den offentlige hemmelighed at kokainen flyder) eller fylder jorden med gift (danske (mandlige) landmænd.”
”Mestrene”, s. 220.

I Malte Tellerups ”Mestrene” fra 2023 bærer fortælleren samme navn som forfatteren, men selvom Malte er både fortæller og primær karakter, er håndbold den egentlige hovedperson. Med afsæt i forfatterens egne erfaringer på håndboldbanerne og i miljøet omkring dem sætter han fokus på spillets udvikling, og ikke mindst den måde, talentudvikling foregik i 1990’erne og 00’erne. En talentudvikling, der handlede om at skabe vindermentalitet – om det så skulle bankes ind i børnene.

Fortællerstemmen er den voksne jeg-fortæller, der ser tilbage på sin barn- og ungdom og tematiserer: Forældrenes skilsmisse og de mange forskellige boliger, det førte med.

137305666

Håndboldlivet der stillede stadig hårdere krav til præstation og dedikation. Identitetsproblemer, hvor de gængse teenageudfordringer fik et ekstra tvist i form af Maltes biseksualitet, der fik ham til at føle, at det var svært ved at leve op til kravene til det maskuline. Et helt centralt tema er netop maskulinitet. Malte snubler gang på gang i kravene til, hvordan man er en ’rigtig’ dreng/mand og beskriver, hvordan det sætter sig som en angst i ham, men også som en trang til at bevise, at han kan vinde.

Det centrale motiv i værket er fremvæksten af konkurrencestaten. Forfatteren viser, hvordan konkurrencestats-tænkningen vinder ind i håndboldens verden, og hvad det får af konsekvenser både i fællesskabet og på individniveau. For Malte kommer det til at skabe en dyb splittelse mellem ham og hans far. Mens faren er søn af foreningsdanmark, hvor sport primært handlede om fællesskab, er Malte søn af vinderdanmark, hvor sport først og fremmest handler om at vinde.

På titelbladet hedder det, at der er tale om en autobiografisk roman. Det autobiografiske står tydeligt frem, mens det er sværere se, hvad der skal give værket romankarakter. Der er ikke meget plot i værket, som mere fremstår som et langt essay. Skriften bæger også mere præg af essayistik. Sproget er nøgternt, beskrivende og lige-ud-af-posen, og man skal lede længe efter poetiske vendinger. Der, hvor sproget skiller sig mest ud, er i beskrivelserne af håndboldkampene, hvor ordene er nær ved at snuble over hinanden og er lige så inciterende ivrige som håndboldspillernes bevægelser på banen og publikums jubel.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mestrene"