Genrer og tematikker

I Malte Tellerups forfatterskab gribes samtidsromanen an fra forskellige perspektiver. I debutromanen ”Markløs” er rejse- og udviklingsromanen i centrum, når læserne følger den unge Maltes vandring over Fyn og ind i en bedre forståelse af sig selv, sin seksualitet og sine (dysfunktionelle) familierelationer. Romanen skriver sig samtidig ind i den autofiktive genre, hvor handlingen balancerer tæt på forfatterens eget liv. En genre han i øvrigt også benytter sig af i ”Mestrene”. ”Hedeselskabet” er både en kunstner- og udviklingsroman. Her får læserne indblik i tre unge kunstneres liv, inspiration og mangel på samme, og pengemangel fremstilles som et uomtvisteligt vilkår. I romanen bæres fortællerstemmen af forfatterspiren Tobias, som kæmper med at finde fodfæste som forfatter og som queer, biseksuel mand – i den vestjyske provins, hvor der ganske vist er vidtstrakte marker og høje himle, men meget lidt plads til at performe som andet end stærk, heteroseksuel mand.

I den aktivistiske roman ”Spræng fabrikken” står kærligheden til naturen i centrum sammen med en forundring over, hvordan vi mennesker kan tillade, at storindustrien og kapitalen ødelægger vores natur og verden. I det hele taget forbinder kærligheden til naturen Malte Tellerups første tre romaner og giver afsæt til en kritik af det moderne liv, hvor vi i vid udstrækning lever over evne – i modsætning i øvrigt til romanernes hovedkarakterer, der må kæmpe for det daglige brød. Også temaer som identitet, maskulinitet, queeridentitet og skilsmissefamilier går igen i forfatterskabet, også i ”Mestrene”, hvor hovedtemaet er håndbold.

Særligt i de to første romaner benytter Tellerup dialekt, når han gengiver dialog, og på den måde stedfæster han romanerne og giver udkantsdanmark stemme. I et interview fortæller han, at hans rødder på landet har betydet alt for hans forfatterskab: ”Jeg har fundet mit sprog ved at kigge tilbage på min opvækst på landet – og på landskabet især. Jeg havde svært ved at finde den retning, mit forfatterskab skulle have, når jeg skrev i byen. Den fik jeg af landskabet.” (Julie Toft-Nielsen: Forfatter Malte Tellerup ville tilbage til landet for at blive til noget. Jyllands-Posten, 2021-08-20).

I et interview med Kristeligt Dagblad reflekterer Tellerup over, hvordan han har forsøgt at formidle historien og samtidig forsøgt at passe på sine nære: ”Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg behandler mit stof. Man kan sige, at Knausgård virkelig fyrede den af med alle tænkelige detaljer, hvor jeg er gået ind i at finde en balance og skrive med omsorg. Nogle af familierelationerne rummer svære historier, og derfor skal de behandles med respekt.” (Dorte Washuus: 28-årig debutant giver stemme til den almindelige, ualmindelige familie. Kristeligt Dagblad, 2017-02-17).