Spræng fabrikken

Citat
”De går i buske af havtorn og hybenroser. Et sted ligger en fortæret havmåge, dens store hvide fjer er spredt ud under buskene, store duske af hvide dun og fjer. Deres bukser skraber mod de tornede buske. De går langs hegnet. Her er helt mørkt. Fabrikken lyses op af projektører. Det føles, som om fabrikken er et øje, der kigger på dem.”
”Spræng fabrikken”, s. 41.

Malte Tellerups kortroman ”Spræng fabrikken” fra 2023 skildrer over 54 sider tre unge menneskers afmagt over industridanmark, hvilket får dem til at begå et bombeattentat på kemikalievirksomheden Cheminova i Vestjylland.

I romanen følger vi Rasmus’, Martins og Nannas kamp for at udstille og udfordre industridanmark. Her bliver Cheminova symbol på alt det, der er galt med vores moderne samfund, men fabrikken er langt fra det eneste eksempel – den er blot det værste.

135607967

I romanen nævnes også Bestseller, der drømmer om at bygge et 320 meter højt tårn, ”der skal stå som en gigantisk fallos i det flade landskab og fortælle verden, hvor store tanker og værker der kan komme ud af den midtjyske handelsmentalitet” (s. 28). Siemens vindmøllefabrik, hvis produktion er ”så giftigt industriel, at den ikke er forsvarlig” (s. 29), og så er der også storbonden Mikkelsen, der tvinger hovedpersonerne til at sælge deres jord, som de har brugt fem år på at omforme fra udpint ørkenjord til et fornuftigt, bugnende økologisk jordbrug, fordi han vil investere i et energieventyr.

Romanens fortællerstemme bæres af en alvidende fortæller, og selvom vi følger Rasmus, Martin og Nanna, er den egentlige hovedkarakter kemifabrikken Cheminova. Fabrikken skildres med lige dele poetiske vendinger og afsky, så man kan se den for sig i al sin forurenende vælde.

Romanens primære tema er klimaaktivisme, og dens hovedmotiv er, hvordan man kan gøre opgør mod en tænkning, som er så selvfølgelig, og en industri, der så tydeligt har massive konsekvenser i form af udpinte marker, døde fisk og forurenet vand. En industri, som er indsovset i det officielle Danmark og sågar i den frie forskning, for som det forklares i romanen, så ejede Aarhus Universitets Forskningsfond tidligere aktiemajoriteten i Cheminova, hvorfor fabrikkens sprøjtegifte har finansieret størstedelen af universitetets forskning. Skal der virkelig en sprængning til, der nok kan give dødsfald og medføre endnu mere forurening, for at få folk til at forstå konsekvenserne af at lade stå til? Romanens svar er ja, for som det hedder: ”Det er alt det her, alt det her der bliver ved med at producere forurening og vækst, mens det smadrer verden, mens det dræber alt hvad der ikke er profit i. Det er alt det, der skal dø.” (s. 29).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Spræng fabrikken"