Baggrund

Citat
”Som sagt er jeg helt per automatik cool på Williamson, fordi jeg er sort. Jeg kan gå ud på gulvet og lave det lammeste dansemove, som jeg selv har fundet på, og folk vil tro, at det er den nyeste trend. Hvide mennesker tror, at alle sorte er eksperter på trends og den slags. Det ville jeg aldrig turde gøre til en fest i Garden Heights. Hvis man gør sig selv til grin bare én gang, så er det det. Alle i hele kvarteret vil få det at vide, og ingen vil nogensinde glemme det.”


”The Hate U Give”, s. 253.

Angie Thomas er født i 1988 i Mississippi i USA, hvor hun i sin barndom og ungdom lyttede til rapmusikere som Tupac, Lauryn Hill og B.I.G., hvis måder at fortælle historier på i høj grad har inspireret hende som forfatter. Angie Thomas var selv rapper som teenager og drømte om en karriere inden for musikverdenen.

Som ung arbejdede hun som sekretær for en præst i sin hjemby (en stilling, hun senere har givet Jay, Bris mor, i romanen ”On the Come Up”), mens hun i sin fritid skrev på en ungdomsroman. Hun havde tidligere skrevet en børnebog og fået masser af afslag fra de litterære agenter. Ungdomsromanen udsprang af en episode, der gjorde stort indtryk på hende, nemlig mordet på den 22-årige afroamerikanske mand Oscar Grant. ”The Hate U Give”, som romanen kom til at hedde, var en videreudvikling af en novelle, hun havde skrevet på creative writing-linjen på college og var affødt af Black Lives Matter-bevægelsen; en bevægelse, der opstod som et svar på den politivold, mange sorte er udsat for i USA. 

Nytårsdag i 2009 blev Oscar Grant skudt ned af en politimand i forbindelse med optøjer på en togstation i Californien. Politiets nedskydninger af sorte, unge mænd var ved at være hverdagskost i USA, og episoden satte Angie Thomas i gang med at skrive ”The Hate U Give”: ”Noget, der blev tydeligt med Oscar var, hvordan folk talte om hans fortid. I skolen talte folk om det, han havde gjort og at han måske havde fortjent det, at han var galt på den. Men Oscar kunne have været enhver af de unge fyre, jeg voksede op med, som måske gik rundt og lavede ting, de ikke skulle lave. De bliver alle set som bøller. Og ind imellem bliver de anklaget for deres egen død.” (Afua Hirsch: Angie Thomas: the debut novelist who turned racism and police violence into a bestseller. The Guardian, 2017-03-26. Egen oversættelse).

For ikke at møde en mur af afslag igen kontaktede Angie Thomas en organisation, der fremmer nye stemmer i litteraturen, ”We Need Diverse Books”, hun vandt en pris for sin roman og er herefter blevet kendt som en af nyere tids litterære mirakelhistorier