Det tætteste, man kommer på en hovedperson i Carl Frode Tillers roman ”Bipersonar” fra 2003 (”Bipersoner”, 2006), er bluesmusikeren Thomas. Historien er fortalt gennem bipersonerne i hans liv, gennem fem jeg-fortællinger fortalt af mænd, hvoraf fire af dem tilhører samme slægt som Thomas. En slægt hvor mismod, had og elendighed trives i bedste velgående, en livsbane der synes svær at bryde.
Den første jeg-fortæller er sønnen Kjell, som bor alene med sin far. Kjells mor sidder i kørestol og bor på et plejehjem, fordi hun ikke længere kan kommunikere med omverdenen. Thomas har siden da fået en ny kæreste, Solveig. Da hun fortæller Kjell, at hun venter et barn og skal flytte ind hos dem, stikker Kjell af hjemmefra.
26187958
Den næste fortæller er Thomas’ bror Ivar. Han er blevet tilbage på slægtsgården og lever som sin mor i den kristne tro. En tro både moderen og Ivar forsøger at pådutte Thomas, der er mærket af Kjells forsvinden. Derudover møder vi Thomas’ svigerfar Marselius, der kender til det med at skride fra det hele. Han dukker op til sin ekskones begravelse i håbet om at komme til at tale med sin datter Solveig, Thomas’ kone. Han ender i stedet med at tale med Thomas, og de to viser sig at have en del til fælles. Det sidste familiemedlem, fra hvem historien fortælles, er Thomas’ yngste søn Peter. En utilpasset ung mand, der er voldelig, drikker og har svært ved at passe et arbejde. Det går så galt for Peter, at Thomas må henvende til romanens forfatter Arnt, den sidste jeg-fortæller i romanen.
Ved at blande historiens forfatter ind i fortællingen vender Carl Frode Tiller op og ned på formen og reducerer nu også Thomas til at være biperson. Som forfatter beskriver Arnt de tragiske eksistenser, men han har også selv sit at kæmpe med. Med ham går persongalleriet fra at være realistisk til at være fiktion, men deres følelser, vreden og afmagten forbliver virkelig. Det er nemlig følelser, forfatteren Arnt kender til fra sit eget liv, og måske netop for at de ikke skal ødelægge ham, gør han dem til fiktion.
Sprogligt gør Tiller brug af indre monolog. Han udstiller i enetalens selvmodsigelser selvbedraget hos sine figurer, og fordi de ikke evner eller tør handle på deres egne følelser, bliver de til bipersoner i deres eget liv.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bipersoner"