Indkredsning III

Citat
” (…) det virker som om du går rundt med en forestilling om at alt er fiktion, og at sandheden er umulig at nå – også når det kommer til spørgsmålet om hvem du er. Og dermed bliver det næsten umuligt at vælge for dig hvem du skal være, og hvad du skal bruge dit liv til. Du ved ikke hvad der er rigtigt for dig, for du ved ikke hvem du er.”
”Indkredsning III”, s. 496.

”Innsirkling III” fra 2014 (”Indkredsning III”, 2022) er sidste bind i Carl Frode Tillers romantrilogi. I romanen, hvis form er som de to foregående, møder vi endnu to brevskrivere, før David selv til slut kommer til orde.

Den første brevskriver Marius sætter sit eget liv på spil, da han skriver til David. De to har aldrig kendt hinanden, men deres liv er alligevel tæt forbundet. Den anden brevskriver er Davids ekskæreste Susanne. I brevene til David beskriver hun, hvordan de to mødes, og hvorfor hun dengang var tiltrukket af ham. Han fortæller også om deres fælles backpackerrejse til Guatemala, og hvorfor det endte med at gå galt med dem. Susanne afslører, at David som voksen har gjort noget, der har haft voldsomme konsekvenser for Susannes liv. Derfor er hendes motiv for at skrive brevene et opgør med David og et ønske om hævn.

62485167

Den sidste del af romanen, hvor læseren langt om længe møder David, foregår i to spor. Det ene spor er en jeg-fortælling i 2006. David er her 36 år, han har en kone, en steddatter og en lille søn. Det andet spor er en samtale mellem David og hans psykolog, der ligeledes finder sted i 2006, hvor David nu har modtaget brevene. Psykologen konfronterer David med udlægningen af hans liv og tvinger ham til at se hans fortid i øjnene, så han kan gøre op med de forsvarsmekanismer, der stadig spænder ben for ham. Der er flere overraskende plottvists undervejs, der vender op og ned på Davids liv i nutiden, men også på hvad man som læser troede var fortællingens ramme.

De tre romaner i trilogien udgør tilsammen en nuanceret psykologisk indkredsning af en mands identitet. De viser, at mennesker er komplekse og sammensatte, og at et menneskes identitet i høj grad er betinget af det med- og modspil, vi får fra andre. Trilogien viser også, hvordan vi alle fortæller historier for at retfærdiggøre og forstå os selv. Romanerne er samtidig et tidsbillede af Norge gennem 30 år, et indblik i sociale klasser og komplekse familierelationer.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Indkredsning III"