Olga Tokarczuk skriver verdenslitteratur forstået på den måde, at hun i sine bøger anlægger et globalt perspektiv. Modsat mange andre polske forfattere i sin generation interesserer hun sig ikke for den polske historie og samtid efter kommunismen, men for det fællesmenneskelige – blandt andet menneskets nysgerrighed og fortvivlelse over tilværelsen. I denne beskæftigelse er hele Europa – og faktisk hele den vestlige verden – hendes kulisse. Især i "Rejsende" viser det globale perspektiv sig ved de mange fortællinger fra vidt forskellige geografiske udgangspunkter samt en fortæller, der konstant befinder sig i luften – som hverken er her eller dér.
Dette globale perspektiv finder man også hos Salman Rushdie, der er født i Indien, men skriver på engelsk, og hvis romaner ikke kun er forankret i et lokalt udgangspunkt. Indere, englændere, indianere og folk fra ubestemte fantasilande befolker hans romaner, og ligesom hos Olga Tokarczuk er rejsen, bevægelsen og migrationen et tema. Det fabulerende, det groteske og det magiske anstrøg er endvidere en stil, som man ikke kun ser hos Salman Rushdie, men også hos Olga Tokarczuk, som i et interview fortæller, at det drømmeagtige og surrealistiske netop er essentielt for den central- og østeuropæiske litteratur: "Vi ser virkeligheden som noget mere flydende og fragmenteret og er på den måde åbne over for det drømmende, surrealistiske og magiske. Jeg tror, at vi i Centraleuropa generelt er mere åbne over for at bruge litteratur som en måde at opdage, opfinde og gentænke virkeligheden på. Vi har tidligere været underlagt censur og været nødt til at skabe og camouflere de politiske fremtidsscenarier i kunsten." (Anna Raaby Ravn: 'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'. Information, 2016-10-22).
Begge forfattere har desuden oplevet at blive lagt for had – Salman Rushdie af fundamentale muslimer for romanen "De Sataniske Vers" og Olga Tokarczuk efter at hun på polsk tv i 2016 ytrede sig kritisk om den voksende xenofobiske og højrenationalistiske drejning i Polen.
Det globale perspektiv ses også i en roman som "Åben by" ("Open City", 2011) af den amerikansk-nigerianske forfatter Teju Cole, som blandt andet er en refleksion over identitet i en globaliseret verden, og selvom hovedpersonen og fortælleren bor i New York, hører han også bevidsthedsmæssigt til i både Afrika og Europa. Også stilistisk har "Åben by" og Olga Tokarczuks "Rejsende" det til fælles, at de består af små fragmenter af betragtninger og fortællinger om verden.
Olga Tokarczuks forfatterskab er også forankret i en lang europæisk fortælletradition. "Rejsen" er en markant metafor og strukturerende princip for fortællingen i både "Broderskabets rejse" og "Rejsende" ligesom i andre store værker i litteraturhistorien som f.eks. Goethes dannelsesroman "Wilhelm Meisters læreår" fra 1795 og endnu længere tilbage det græske heltedigt "Odysseen" fra Antikken. Som for at understrege den europæiske kulturarv foregår en af de afsluttende fortællinger i "Rejsende" på et krydstogtskib i det ægæiske hav ud for Grækenlands kyst – udgangspunktet for den antikke digtning, som har været forbillede for flere kunstnere og digtere i den vestlige kulturhistorie.