Dea Trier Mørch skriver personlige romaner, hvor fokus i høj grad er på kvindens rolle og stilling i samfundet samt de politiske strømninger, der indvirker på et menneskes liv. Altid har hun et sympatisk blik på mennesker, og der er en grundlæggende tillid til både verden og individer i forfatterskabet. Kollektivromanen ”Vinterbørn” er nærmest en socialistisk utopi om det lige samfund med ens rettigheder og muligheder for alle. Andre forfattere, der har skrevet kollektivromaner er f.eks. Hans Kirk, der med ”Fiskerne” fra 1928 og ”Daglejerne” fra 1936 har skildret mødet mellem den satte og den fattige. H.C. Branners ”Legetøj” fra 1936 tager fat i angst og magt i handelshuset Kejserboderne, og Jakob Ejersbos ”Nordkraft” (2002) giver stemme til en flok drømmende og destruktive eksistenser i 1990’ernes Aalborg. Den tyske forfatter Alfred Döblin har i sit hovedværk ”Berlin Alexanderplatz” (1929) et virvar af tyske borgere til at befolke romanen lige som han har et vedholdende politisk fokus i sit forfatterskab.
Moderskab, familieliv og brudte relationer fylder meget i Dea Trier Mørchs værk, og en forfatter som Tove Pilgaard har i sine romaner også italesat de udfordringer, det giver for en kvinde både at være mor, hustru og skabende kunstner – det skisma, som Mørchs romaner udspiller sig i.
Martha Christensen er også rundet af en social indignation i sine socialrealistiske værker som f.eks. ”En fridag til fru Larsen” fra 1977, hvor sympatien ligger hos dem, der ikke lever op til samfundets krav om at ”klare den”. Anne Marie Løn har i flere af sine tidlige værker været optaget af kvindens position i et mandsdomineret samfund og altid talt de svages sag.