Kvindelivet i alle dets faser og facetter er omdrejningspunkt i Dea Trier Mørchs forfatterskab. Graviditet og fødsel skildres i ”Vinterbørn”, forholdet mellem børn og bedsteforældre udfoldes i ”Kastaniealleen”, en ung kvindes ydre og indre dannelsesrejse illustreres i ”Sorgmunter socialisme”, en mor og hendes voksne datter gør boet op i ”Hvide løgne”, mens en søn tager afsked med sin kræftsyge mor i ”Aftenstjernen” (1982). Alle de væsensforskellige udgaver af kvinden er sympatisk og indsigtsfuldt beskrevet.
Fra det individuelle liv løfter Mørch blikket til at favne kvinden som sådan og i videre forstand kvinden i samfundet. Det er det, litteraturhistorien ynder at kalde ”kvindelitteratur” – litteratur skrevet af kvinder om kvinder og til kvinder. I Dansk litteraturhistorie står der således om perioden: ”Den ny kvindebevægelse er kendetegnet ved at se kvindeproblemer i socialt perspektiv og ved at samle det private stof til fælles billeder af en undertrykt samfundsrolle.” Det private er politisk, og litteraturen en art oplevelsens politik. (Dansk litteraturhistorie, bind 6., 1978, s. 270). I dag vil læsningen af Dea Trier Mørch nok lige så meget lægge vægt på de skarpe og selvrefleksive betragtninger af menneskelivet, de poetiske og politiske besyngelser af individ og hverdag og de enestående illustrationer, der tilfører værkerne et nærværende og præcist udtryk.
Gennem læsningen af ”Hvide løgne” støder man på skildringer af episoder og karakterer, der er kendt fra det øvrige forfatterskab. Da Julie fortæller Bella om hendes fødsel og den første sårbare tid på hospitalet med kuvøse og underernæring, ligner det til forveksling skildringen af Marie i ”Vinterbørn”. Og Julies ophold hos sine morforældre, da hun som seksårig ventede på at komme på Ordblindeinstituttet ligner til forveksling historien om pigen i Maja ”Kastaniealleen”. Det levede liv binder værkerne sammen.