Hvide løgne

Citat
”Kunsten er ikke en skødehund, der skal klappes, sagde vi til pressen: – Eller et værdipapir, der skal smides ind i en bankboks. Den er et våben i klassekampen på de svages side. Vores arbejde er et resultat af ungdomsoprøret. Vi er inspireret af majrevolten i Paris, de sorte pantere, de japanske studenteroprørere, latinamerikanske socialister.”

”Hvide løgne”, s. 50.

I et samarbejde med sin datter Sara Trier udgav Dea Trier Mørch i 1995 brevromanen ”Hvide løgne”, der er en brevveksling mellem en mor og en datter i løbet af det første halvår af 1993, hvor datteren Bella er i Kibbutz i Israel, mens moderen Julie er hjemme i huset i Kartoffelrækkerne i København.

Gennem brevskrivningen og den fysiske afstand imellem dem kan de for første gang komme ind på nogle af de episoder og mønstre, der har formet deres fælles liv. I de lange, personlige breve fortæller de deres version af de næsten tyve år, de har delt liv. Forældrenes skilsmisse og det mærkelige forhold, Bella har til sin far, bliver belyst fra begges side, lige som de begge forholder sig til moderens rolle og ansvar over for børnene, som ud over Bella også er brødrene Martin og Emil. De to kommer kun til orde i referat, men det er i høj grad også en roman om dem og de udfordringer, de har mødt i en opvækst med en mor, der var alene og begravet i arbejde og en far, der ikke rigtig var der. Faren Sylvester blev skilt fra Julie, da Bella var lille, og blev senere gift med den viltre Liva, der repræsenterede et helt andet og langt mere kaotisk verdensbillede end den ordentlige Julie.

21087947

Samtidig er det en fortælling om deres hverdag, hvor de bor og arbejder; Julie som arkitekt, Bella i kibbutzen, hvor stjernerne funkler og mændene smiler sødt. Og hvor bragene lyder fra Libanon hver aften. Der er en massiv politisk bevidsthed hos både mor og datter gennem romanen, og nogle af datterens anklager mod moderens manglende tilstedeværelse i barndommen skal måske rettes mod tidsånden lige så meget som mod moderen. Det var på mode at give børnene ansvar og frihed. Men det kunne også være en nem udvej fra en træt og travl mor. Udfordringerne ved at være alenemor og både ville og skulle udøve sit erhverv godt males tydeligt op, også med de omkostninger, det har haft for børnene.

Med kærlighed og respekt for hinanden går de to kvinder heftigt til værks i deres generationsopgør. De anklager hinanden for svigt og fejl, og rummer hinandens undskyldninger og bliver klogere på sig selv og hinanden undervejs. Hvordan man skaber et menneske og hvordan man (løbende) bliver sig selv er gennemgående tema i bogen.