I 1978 udkom Dea Trier Mørchs roman ”Kastaniealleen”, der er en fortælling om livet hos mormor Julie, som det er set fra den seksårige Majas perspektiv. Sammen med sine to små brødre Malthe og Martin bor Maja hos mormor og morfar tre måneder om sommeren. Deres mor arbejder som væverske inde i København, og deres far har været indlagt med tuberkulose på sanatoriet Vejle Fjord i tre år. Uden dramaturgisk fremdrift afbilder romanen i små tableauer dagenes stilfærdige gang. Børnene ser mormor male, de får besøg af fætre og kusiner, de leger i haven og hjælper lidt til på gården. Det meste af tiden får de lov at passe sig selv og rumsterer rundt i landlig ubekymrethed.
Romanens anden del begynder til jul, hvor moren er med hjemme med de tre børn. Maja er startet i skole, men lider af rum-og-retningsforstyrrelse, der resulterer i ordblindhed, så hun skal blive på landet, indtil hun får plads på en ordblindeskole. Nu har hun endelig mormor for sig selv, og de to har det fineste parløb i en skæv dans med den lidt knarvorne forvaltermorfar, der nok synes, pigebarnet snart burde lære forskel på højre og venstre.
Portrættet af det ældre ægtepar og søskendeflokken er kærligt og detaljeret. Det lille husmandssted fremstår lyslevende i indretning, dufte og klamme senge med tunge dyner, og stemninger, lysfald og havens væsen er beskrevet nøje og præcist. I og med de retningsløse tableauer står tiden stille under læsningen. Romanen er også en fortælling om skaberkraft – når mormoren skriver eller cykler ud i det grønne for at male, har hun det bedst. Der – og kun der – skal børnene tie.
22046241
Tidens politiske strømninger præsenteres gennem moderen og hendes bror Lars – han holder af kapitalismen, hun af kommunismen; tidens mode vises frem af svigerinden Irene, der afholder sig fra at vælte rundt i udendørs leg, fordi hun har new look kjole på. Det gamle landbrugssamfund møder den moderne verden med mormor som den oplagte overgangskvinde, og alligevel er alting det samme til alle tider: glæder og sorger over børnene, lytten til vejrvarslerne og de daglige glæder slår igennem som eviggyldige værdier i et menneskeliv. Som mormor formulerer det ifølge Maja: ”Livets mening er den, at vi skal arbejde og leve og hele tiden sørge for at skaffe menneskene bedre kår her på kloden. Og så fryde os over alt det skønne.” (s. 156).
Romanen er illustreret af Dea Trier Mørchs egne linoleumstryk af udsigter, detaljer og børneansigter.