Dea Trier Mørch fik sit folkelige gennembrud med romanen ”Vinterbørn” fra 1976. Heri følger man 18 kvinder, der er indlagt på fødeafdelingen på Rigshospitalet i København fra midten af december til midt i januar 1975. Første del følger stue 0 på svangreafdelingen, hvor fem kvinder deler glæder og genvordigheder. Med fortløbende datoangivelser som kompositorisk princip skildres hverdagen minutiøst: der er morgenvækning kl. 06, morgenmad kl. 08, middagslur, besøgstid, aftenmedicin osv. Der er en høj detaljegrad, og når kioskdamen kommer forbi, remses alle hendes varer op, fra cigaretter til pornoblade. Løbende går kvinderne i fødsel, nogle bliver sendt hjem eller flytter afdeling.
Dea Trier Mørch skriver en usentimental roman om hospitalsstuen som billede på samfundet. Her mødes høj og lav, og alle har ret til den samme omsorg og pleje. Drømmen om det socialistiske samfund kan leves ud på hospitalsstuen. I graviditeten er alle lige, og det er først, når kvindernes mænd kommer på besøg, at man kan afkode deres klasse og rang.
52653215
Det er et enestående tidsbillede fra en tid med snak om kvindebasisgrupper, mænd i køkkenet og uro i Vietnam. Det kvindefællesskab, der opstår omkring graviditet og fødsel, er varmt og engageret, og den rørende skildring af det tætte forhold mellem patienter og ansatte fortæller historien om et hospitalsvæsen, der så anderledes ud i 1976, end det gør i dag. Kvinderne drager omsorg for hinanden – f.eks. laver den angstplagede Marie en ordbog til tyrkiske Habiba, der ikke taler dansk. Da Maries datter senere bliver indlagt på neonatal afdeling med dehydrering, kommer smedekonen forbi hendes seng med sin nyfødte basse af en søn, så Marie kan snuse lidt til en nyfødt, nu hendes egen er indlagt for sig selv. Romanen er en art kartotek over fødselshistorier, komplikationer og følelsesmæssige reaktioner på graviditet: der er en lille dreng uden fødder, en kvindes grundangst for (og snert af et ønske om) at få et misdannet barn, ødemer, dødfødte børn osv. Det hele bliver rummet af det kærligt professionelle personale, og alle kvinderne får den opmærksomhed, de har brug for.
Dea Trier Mørchs egne linoleumssnit pryder romanen, og de sort/hvide illustrationer tilføjer et sanseligt og nærværende element.