I 1985 udgav Ulrikka S. Gernes sin anden digtsamling, ”Englekløer”. I samlingens første af fire dele, XI sange, sværmer digterjeget for sin elskede, som jeget skiftevis længes efter og forenes med i krop og ånd. Der er en forelsket ophøjelse af den elskede, som både er ”så svær at modstå” og ”så svær at nå” (s. 31). Heri ligger kimen til jegets uslukkelige længsel, da det attråede du ofte er ude af hendes hænder: ”Du holder min nat vågen/ med dine hænders fravær” (s. 28). Samtidig er der en tæt forbundethed og drøm om fremtiden: ”Her har vi natten foran os/ stjernerne venter/ gaverne venter” (s. 23).
De 14 digte i ”Stykker for blå himle” er en besyngelse af det fuldbyrdede kærlighedsmøde og et jeg, der står helt nøgent og gør sig tilgængelig for den elskede. Der er en afklædt sårbarhed og villighed hos det jeg, der ”bliver mindre/ og mindre”. Genkommende er det, at jeget og elskeren mødes i digtene, og at digtningen bliver et sted at nærme sig den elskede: ”Jeg skriver dette/ bare for at/ være nærmere dig”. Kærligheden og digtningen er tæt sammenvævede, som de elskende kroppe er det.
Med sine 23 digte er ”Smerteskygger” samlingens længste del med sorg, smerte og melankoli som fikspunkt: ”Min kærlighed/ blev en aldrighed” (s. 66). Dette kærlighedstab får jeget til at vakle, ”forstenet af sorg” (s. 79), og der hviler en tung tristesse over teksterne: ”Det er september/ regnen falder/ roserne visner” (s. 71).
Titelsekvensen ”Englekløer”s 13 digte opererer i en ofte løs syntaks med gentagelser, der kan minde om besværgelser. Flere af teksterne er længere og uden linjebrud, og de løfter sig fra jegets nære liv til også indbefatte et mere mytologisk indslag af drageblod og månetårer (s. 89). Digtet ”Hvorledes”, der fremskriver glidningen mellem smerte og lykke, mellem bundløs sorg og vingebred latter, er sat i en frostby med skærende glas og ”splintrede spejles/ stikkende sprog”, men rummer også ”gnistrende berøringer ild/ kærtegn lys kys kys kys” (s. 94).
Samlingens sidste digt, ”Serpent eagle”, er en hilsen til den svenske digter Edith Södergran, som er en inspiration for samlingen. Hos Södergran lyder det i digtet ”Blixtens trängtan” (fra ”Framtidens skugge”, 1920): ”Jag är örn/ Det är min bekännelse/ Icke diktare” og hos Gernes: ”Jeg er ikke digter/ det er min eneste bekendelse/ jeg er betragter// jeg er slangeørn (…)” (s. 103).