Ulrikka S. Gernes

Ulrikka S. Gernes blev i 1965 født som den yngste af en søskendeflok på fire og som datter af kunstmaler, grafiker og billedhugger Poul Gernes og billedkunstner og tekstildesigner Aase Seidler Gernes, hvis begges værk hun i dag forvalter. I barndommen boede hun skiftevis i Danmark og i barndomshjemmet i Sverige, hvor hun voksede op isoleret i naturen, med dyrene og stilheden: ”Vi var en dansk familie, som havde bosat os i en gammel, svensk rødmalet torp på landet 25 km uden for Ängelholm, og der er man virkelig langt fra alting. På de omkringliggende gårde var alle i familie med hinanden, og så kommer vi i ’65. Vi blev aldrig rigtigt accepteret. Vi var mærkelige, og så var mine forældre oven i købet begge kunstnere og havde ikke de samme værdinormer som naboerne.” (Henning Thøgersen: Endnu et ar at elske. Weekendavisen, 2001-09-21).

Ulrikka S. Gernes debuterede i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 1983 og på bogform i 1984 med digtsamlingen ”Natsværmer” og har udgivet en lang række digtsamlinger samt børnebøger, kronikker, og rejseessays. Efter at have virket som lyriker i hele sit forfatterskab, skete der noget i hende den martsaften i 2020, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned under corona. Gernes forestillede sig, at hvis hun skulle dø nu, havde hun en historie, hun skulle have fortalt først. Hun satte en gul post-it lap op over sit skrivebord med teksten SKRIV DÉT HØJT DU IKKE VILLE VOVE AT HVISKE og gik i gang med det, der skulle blive til hendes prosadebut, romanen ”En pige forlod værelset”, der udkom i 2024.

Fortællingen om en 15-årig pige, der har en seksuel relation til en 46-årig mand, rummer mange paralleller til hendes eget liv, og om det selvbiografiske element siger hun: ”Romanen er ikke erindringer. Det er en historie, som er baseret på noget erfaret materiale, som er mit, men som også er mange andre kvinders. Erfaringen og erkendelsen er transformeret til litteratur.” (Carsten Andersen: Hun var 14. Han var 46. Alle kiggede. Ingen gjorde noget. Politiken, 2024-02-17). Allerede i 1992 skrev hun om sine erfaringer i Information, men blev dengang mødt af tavshed. Til Politiken fortæller hun: ”Dengang syntes jeg, at det var tydeligt, hvad jeg skrev, men det var, som om den var skrevet på et sprog, som ingen forstod. I dag har vi nok lært at høre bedre efter.” Efter #metoo blev det tydeligt, at hun ikke var alene om sine erfaringer.

I 1985 udgav Ulrikka S. Gernes sin anden digtsamling, ”Englekløer”. I samlingens første af fire dele, XI sange, sværmer digterjeget for sin elskede, som jeget skiftevis længes efter og forenes med i krop og ånd. Der er en forelsket ophøjelse af den elskede, som både er ”så svær at modstå” og ”så svær at nå” (s. 31). Heri ligger kimen til jegets uslukkelige længsel, da det attråede du ofte er ude af hendes hænder: ”Du holder min nat vågen/ med dine hænders fravær” (s. 28). Samtidig er der en tæt forbundethed og drøm om fremtiden: ”Her har vi natten foran os/ stjernerne venter/ gaverne venter” (s. 23).

De 14 digte i ”Stykker for blå himle” er en besyngelse af det fuldbyrdede kærlighedsmøde og et jeg, der står helt nøgent og gør sig tilgængelig for den elskede. Der er en afklædt sårbarhed og villighed hos det jeg, der ”bliver mindre/ og mindre”. Genkommende er det, at jeget og elskeren mødes i digtene, og at digtningen bliver et sted at nærme sig den elskede: ”Jeg skriver dette/ bare for at/ være nærmere dig”. Kærligheden og digtningen er tæt sammenvævede, som de elskende kroppe er det.

Med sine 23 digte er ”Smerteskygger” samlingens længste del med sorg, smerte og melankoli som fikspunkt: ”Min kærlighed/ blev en aldrighed” (s. 66). Dette kærlighedstab får jeget til at vakle, ”forstenet af sorg” (s. 79), og der hviler en tung tristesse over teksterne: ”Det er september/ regnen falder/ roserne visner” (s. 71).

Titelsekvensen ”Englekløer”s 13 digte opererer i en ofte løs syntaks med gentagelser, der kan minde om besværgelser. Flere af teksterne er længere og uden linjebrud, og de løfter sig fra jegets nære liv til også indbefatte et mere mytologisk indslag af drageblod og månetårer (s. 89). Digtet ”Hvorledes”, der fremskriver glidningen mellem smerte og lykke, mellem bundløs sorg og vingebred latter, er sat i en frostby med skærende glas og ”splintrede spejles/ stikkende sprog”, men rummer også ”gnistrende berøringer ild/ kærtegn lys kys kys kys” (s. 94).

Samlingens sidste digt, ”Serpent eagle”, er en hilsen til den svenske digter Edith Södergran, som er en inspiration for samlingen. Hos Södergran lyder det i digtet ”Blixtens trängtan” (fra ”Framtidens skugge”, 1920): ”Jag är örn/ Det är min bekännelse/ Icke diktare” og hos Gernes: ”Jeg er ikke digter/ det er min eneste bekendelse/ jeg er betragter// jeg er slangeørn (…)” (s. 103).