Genrer og tematikker

Med sine 11 digtsamlinger, to børnebøger, fagbøger, essays og roman spænder Ulrikka S. Gernes vidt rent genremæssigt. Hun interesserer sig for kulturer, for verden og tiden, og hun interesserer sig for det indre menneskeliv, for længsler, begær, drift og kærlighed. I hendes digte mødes det hårde og det bløde: verdens skarpe kanter og den bløde kvindekrop, skrevet frem med poetisk musikalitet.

Med sin egen historie som klangbund skriver Ulrikka S. Gernes i romanen ”En pige forlod værelset” (2024) om de psykologiske mekanismer, der gør sig i gældende i et stærkt uligevægtigt forhold. Den 14-årige Tanja og den 46-årige Eg har væsensforskellige udgangspunkter for deres relation i forhold til erfaring, magt og perspektiv. Til fælles har de begær og nysgerrighed og gensidig tiltrækning, og Gernes undersøger i romanen, hvad der drev Tanja ind i det destruktive forhold – samt den tvivl og skam, hun har haft sideløbende med den stormfulde forelskelse. Egs breve og adfærd er et studie i manipulation og følelsesmæssige og fysiske overgreb, og Tanjas forældres accept af forholdet er et eklatant svigt. Begrebet grooming betegner en proces, hvor ofte en voksen manipulerer et barn eller en ung til f.eks. en seksuel relation, og det folder sig detaljeret ud i ”En pige forlod værelset”, der også fremstiller de ulige magtforhold, der til stadighed gør sig gældende i kulturbranchen. Og de fleste andre brancher.

Gernes skildrer både den unge og den voksne Tanjas tanker og følelser, så læseren får et indblik i de psykologiske stadier i livet – og hvordan barndom og voksenliv i Tanjas tilfælde bliver rodet sammen: Hendes teenageår er spændt ud mellem en barnlig glæde ved at lege og en drift mod at være voksen og selv bestemme. Ofte vil hun lige så gerne lege med Egs datter Pernille, som hun vil drikke vin og have sex med ham, men for at tækkes ham, lægger hun bånd på sin barnlige side. Og gør dermed vold mod sig selv i en barndom, der lukker sig i utide. Om det siger Gernes: ”Menneskehjernen er først rigtigt færdigudviklet, når vi er et godt stykke oppe i 20’erne. Men når man er helt ung og skal leve op til et meget ældre menneske, både intellektuelt og seksuelt, så går man ind og piller ved kronologien i et menneskeliv,” (Lise Kabell Søborg: Når man er en pige på 14 år, har man aldrig været ældre. Kristeligt Dagblad, 2024-02-22).