En tristhed spredte sig i mig. Jeg havde givet ham det fineste, jeg havde at give, nu havde jeg ingenting, som kun var mit. Jeg var ikke faret vild, der var bare ikke en vej tilbage, jeg kunne jo ikke gå baglæns i mine egne fodspor. De var væk. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle det til nogen, men hvordan skulle jeg fortælle noget, jeg ikke selv forstod? Og til hvem? Jeg havde kun Eg.”
Det er ikke for folk med sarte nerver at læse Ulrikka S. Gernes’ romandebut ”En pige forlod værelset” fra 2024. Heri ser den voksne forfatter Tanja tilbage på sin ungdom, hvor hun som 14-årig mødte sine forældres ven, den 46-årige forfatter Eg, til en fernisering. Deres korte, intense møde blev startskud til en lang brevkorrespondance mellem ham i Faaborg og hende i svenske Örkelljunga. Han far til to børn på 11 og 16, hun i 8. klasse og yngste barn af to kunstnerforældre med et kompliceret ægteskab. Den unge Tanja forblændes af hans overstrømmende opmærksomhed, og så snart hun er fyldt 15, besøger hun ham i hans hjem, hvor hun drikker sur vin og får taget sin mødom. Ingen af Tanjas venner kender til forholdet, og hendes forældre har trods en smule skepsis accepteret det med en bleg formaning om, at hun skal passe på sig selv: Tanjas mor giver hende 50 kr. til kondomer. Efter tre år forsøger Tanja at afslutte deres forhold, men Eg nægter hende at slippe ham – og det er en rød tråd i fortællingen, at han altid vil have magt over hende. Selv efter sin død hjemsøger han hende, både gennem hendes egen kropslige og mentale erindring og andres insisterende holdninger til deres relation.
137905507
Romanen er bygget op i tids- og stedsbestemte kapitler fra Örkelljunga i 1980’erne og op gennem Tanjas liv, til hun slutter fortællingen i 2022. På det tidspunkt er hun selv blevet mor og klogere på de uhyrligheder, Eg udsatte hende for, og som ingen voksne reagerede på eller har taget ansvar for. Gennem arbejdet med at læse hans breve og skrive om deres forhold forsøger hun at forbinde sig til den pige, hun var og forstå konsekvenserne af de utilgivelige svigt og overgreb. Mange af Egs breve er optrykt, og gennem hans ord viser sig et manipulerende og selvoptaget menneske uden øje for andre end sig selv.
Fordi Ulrikka S. Gernes både skildrer det åbne og modtagelige sind hos en purung pige med en nysgerrig krop og det reflekterede blik fra en voksen kvinde kan læseren sætte sig ind i, hvorfor den unge Tanja indledte forholdet til Eg, og hvilke vidtrækkende efterdønninger, det har i resten af hendes liv. Sat i en ramme af antiborgerlig kunstnerelite og skrevet i en poetisk og knivskarp prosa er ”En pige forlod værelset” en uafrystelig roman om grooming og grov manipulation, om svigt og om traumers uendeligt lange arme.